Konjunktion er den grammatiske betegnelse for den ordklasse, der forbinder ord, led eller sætninger. Ud fra det syntaktiske forhold mellem de forbundne enheder skelnes der mellem to hovedtyper af konjunktioner: sideordnende, fx og og eller, og underordnende, fx fordi og hvis.

Faktaboks

Etymologi
Ordet konjunktion kommer af latin conjunctio 'forbindelse', af conjungere 'forbinde'.
Også kendt som

bindeord

Sideordningskonjunktioner

Sideordningskonjunktioner som og, men, eller forbinder enheder på samme niveau, fx to substantivsyntagmer som pigen og hendes forældre eller to verbalsyntagmer som i Per følte sig dårligt behandlet, men protesterede ikke. Konjunktioner som for, thi, så kan opfattes som en variant heraf og benævnes samordningskonjunktioner. De forbinder to helsætninger uden at sideordne dem, fx Louise kendte allerede sandheden, for hun havde læst brevet og jeg er sent på den, så jeg må hellere smutte.

Underordningskonjunktioner

Underordningskonjunktioner som at, da, fordi, hvis og når indleder en ledsætning og markerer, at den er en underordnet del af en større enhed, typisk en helsætning, fx jeg indrømmede, at jeg havde kedet mig, hvor ledsætningen er objekt i helsætningen.

Komplekse konjunktioner

Sammenbinding af sproglige enheder kan også udføres af komplekse konjunktioner som for at og efter at, fx hun bagte boller, for at Lene skulle føle sig velkommen og Pia gik, efter at vi havde aftalt et nyt møde.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig