nutid

Nutid, præsens, bøjningsform af verber, fx spiser, skyder. Nutid tilhører sammen med datid den grammatiske kategori tempus, som må skelnes fra det fysiske begreb tid i betydningen en dimension af virkeligheden.

Brug af nutid angiver, at udsagnet er gyldigt på taletidspunktet, ikke at selve begivenheden foregår lige nu. Formen er dermed beslægtet med en række deiktiske udtryk (se deiksis), der forankrer udsagnet i talesituationen, såsom jeg, du, nu, her modsat udtryk som engang og i Asien, som angiver, at det, der omtales, ikke er forankret i talesituationen.

Nutid anvendes også i en række fortidssammenhænge, hvor man kunne have forventet datid. Dette hænger sammen med det generelle forhold mellem sprog og virkelighed, at man med sproget kan omtolke en situation: Ved at bruge nutid bortfortolker taleren afstanden til de hændelser, der omtales. Fortællinger skrevet i nutid indbyder derfor til, at man ser begivenhederne, i takt med at de indtræffer, hvorimod den traditionelle datidsform, også kaldet episk præteritum, inviterer til at se hele fortællingen på tidsmæssig afstand af begivenhederne. Se også fremtid.