Et pronomen er et ord, der står i stedet for et andet ord. Pronomen er den grammatiske betegnelse for en ret heterogen ordklasse. Ordklassen omfatter personlige, refleksive (tilbagevisende), reciprokke (gensidige), possessive (ejestedord), demonstrative (påpegende), relative (henførende), interrogative (spørgende) og indefinitte (ubestemte) pronominer.

Faktaboks

Etymologi
Ordet pronomen er dannet af pro- 'for' og nomen 'navn'.
Også kendt som

stedord

Pronominer afgrænses fra andre ordklasser morfologisk, syntaktisk, semantisk og pragmatisk, herunder med en særlig social funktion. Morfologisk og syntaktisk karakteriseres pronominer i mange sprog ved at have en kasusbøjning, fx personlige pronominer som jeg-mig, også selvom substantiver som i dansk ikke bøjes i kasus. Semantisk er pronominer karakteriseret ved dels at kunne stå i stedet for et nomen, dels at mangle leksikalsk indhold, idet de betegner genstande uden at beskrive dem. Pronominers pragmatiske funktion viser sig i deres deiktiske eller anaforiske brug. I deiktisk anvendelse henvises til kommunikationssituationen, bl.a. til den, der tales til, fx Peter kender dig jo, i anaforisk til noget forud omtalt, fx der kom en mand ind i stuen; han var helt bleg. Socialt udtrykker pronominer relationer mellem kommunikationssituationens parter, især ved valg mellem forskellige tiltaleformer, jf. brugen af du over for De, fr. tu 'du' over for vous 'I, De' og port. tu 'du' over for det kollegiale você 'du, De' og det formelle o senhor 'De'; i sprog som japansk er tiltaleformerne stærkt differentieret. Også brugen af vi kan udtrykke sociale relationer dels i den såkaldte pluralis majestatis om fyrsters brug af vi for jeg, dels i den inklusive brug, som ofte tillægges lægesprog, fx hvordan har vi det så i dag?

De personlige pronominer omfatter tre personer: 1. person (den talende) jeg, vi, 2. person (den, der tales til) du, I og 3. person (den eller dem, der tales om) han, hun, den, det, de. Mens 1. og 2. person er deiktiske, idet betydningen af jeg og du skifter alt efter, hvem der taler, bruges 3. person mest anaforisk. De personlige pronominer skelner i 3. person i mange sprog efter køn, jf. da. han, hun, den, det og fr. il, elle, ce, men fx ikke på finsk, hvor hän bruges om både 'han' og 'hun'. På arabisk skelnes der også i 2. person 'du', jf. mask. 'anta over for fem. 'anti. I mange sprog har de personlige pronominer både selvstændige og ikke-selvstændige, såkaldt klitiske, former, fx fr. moi over for je og me.

Demonstrative pronominer bruges ligeledes både deiktisk og anaforisk, idet mange sprog skelner efter graden af nærhed til den talende:

dansk latin spansk
hos 1. pers. denne hic éste
hos 2. pers. den iste ése
hos 3. pers. hin ille aquél

Sådanne skel kan også markeres ved efterhængte stedsudtryk, jf. da. den her over for den der eller fr. celui-ci 'den her' over for celui-là 'den der'. Demonstrativer bruges i mange sprog enten selvstændigt eller som determinativer, jf. giv mig den (der) over for giv mig den bog. Sproghistorisk er de bestemte artikler i de fleste sprog afsvækkede demonstrativer, jf. ital. il og la, af lat. ille 'han (der)' og illa 'hun (der)'.

Relative og interrogative pronominer er i mange sprog nært beslægtede, jf. da. hvem, eng. who og fr. qui. Begge grupper bruges både henvisende og som indledere af ledsætninger, jf. kvinden, med hvem han havde indgået ægteskab over for vi ved ikke, hvem der har gjort det. Interrogative pronominer bruges dog primært i hovedsætninger, fx hvem har gjort det?

De indefinitte pronominer udgør en broget forsamling af mængdeudtryk: man, ingen, nogen, nogle, enhver, alle mv. Andre pronominalgrupper er de refleksive, reciprokke, fx hinanden, og possessive pronominer, fx min, din.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig