Rod, i sprogvidenskab et ords kerne, dvs. uden bøjninger og afledninger mv.; især tidligere også om forstadiet til senere sprog. Et ords rod kan ofte ikke i sig selv forekomme som ordform. I ordet bondsk kan man således indkredse en rod bond- som variant af bonde, der oprindelig er afledt af roden bo; rodbegrebet er således relativt.
I semitiske sprog består roden almindeligvis alene af konsonanter, fx k-t-b med grundbetydningen 'skrive', og ord og bøjningsformer dannes herudfra, bl.a. ved tilføjelse af vokaler. I isolerende sprog som thai, der mangler både afledninger og bøjninger i det hjemlige ordforråd, er der oftest sammenfald mellem rod, stamme og leksem.
Med betydningen forstadiet til et senere sprog spiller begrebet rod i komparativ lingvistik en central rolle som rekonstrueret fællesnævner i overleverede sprog, fx indoeur. *mūs for da. mus, lat. mūs og gr. mỹs mv.; undertiden markeres roden ved det foranstillede matematiske rodtegn. Både i den deskriptive og komparative lingvistik indkredses brudstykker af rødder ofte som betydningsmæssigt beslægtede, uden at deres afledningsmæssige relationer er umiddelbart gennemskuelige, fx eskimoisk *pu(və)- 'svulme (op)' som roden bag grønl. pualasooq 'tyk', puik 'hævelse' og pullattagaq 'ballon'. Se også grammatik, ord og orddannelse.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.