• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

tempus

Oprindelig forfatter ES-H Seneste forfatter Redaktionen

Tempus. På den grammatiske tidsakse er der tre primære punkter: fortid, nutid, fremtid. De sekundære tider er dannet i forhold hertil ved relationerne før og efter. De kan ikke indtegnes på hovedtidsaksen, da der ikke med de grammatiske tider siges noget om tidsrummets længde, og man kan derfor fx ikke vide, om fortids fremtid ligger før eller efter nutid.

Tempus. På den grammatiske tidsakse er der tre primære punkter: fortid, nutid, fremtid. De sekundære tider er dannet i forhold hertil ved relationerne før og efter. De kan ikke indtegnes på hovedtidsaksen, da der ikke med de grammatiske tider siges noget om tidsrummets længde, og man kan derfor fx ikke vide, om fortids fremtid ligger før eller efter nutid.

tempus, (lat. 'tid'), tid, grammatisk udtryk for, hvornår begivenheder finder sted set i forhold til taletidspunktet. De allerfleste sprog har angivelse af tempus, således at begivenheder kan placeres på en tidsakse før, på og efter taletidspunktet.

Man taler om tempus eller grammatikaliseret tid, når et sprog regelmæssigt angiver tid vha. et lille fast inventar af bøjningsendelser eller småord. Den grammatikaliserede tid, der er karakteristisk ved at fastlægge begivenheder subjektivt, dvs. i forhold til hinanden ud fra den talendes egen nutid, tillader ikke samme grad af præcisering som de objektive tidsangivelser, der er udtrykt i forhold til et vedtaget system for tidsmåling, jf. uheldet skete den 31. december kl. 7.20.

Skellet mellem forskellige tiders anvendelse kan undertiden være uskarpt, jf. dansk, hvor præsensformen også anvendes om fremtidige begivenheder, fx Jeg kommer i morgen.

Tempus udtrykkes især ved bøjning, men kan også angives ved hjælpeverber eller småord. I dansk dannes præsens (nutid) og præteritum (datid) ved bøjning; se dansk sprog. For så vidt der overhovedet findes en grammatisk futurum på dansk, er den dannet med hjælpeverbet at ville.

De tre primære tider, nutid, fortid og fremtid, kan på mange sprog være referencetidspunkter for nye sekundære tider, idet en begivenhed tidsfæstes ved at være enten før eller efter en begivenhed i en af de tre primære tider. Sådanne tider dannes på de fleste indoeuropæiske sprog især med hjælpeverbum + perfektum participium, der udtrykker en afsluttet handling.

Fortidighed udtrykkes i dansk med førnutid jeg har spist, førdatid jeg havde spist og førfremtid jeg vil have spist. Førnutid udtrykker en fortidig handling, men da referencepunktet er nutid, bruges den til at meddele noget, der har interesse i nutiden, fordi den afsluttede handling kan forklare den nuværende tilstand, fx at man nu er mæt.

Den egentlige datid har reference til fortiden og fortæller noget, der skildrer fortiden, fx Vi følte os rige og spiste på en af byens dyre restauranter. Tidspunktet, der følger efter fortidspunktet, er fortids fremtid, fx han sagde, at han ville komme.

En efternutid findes klart grammatikaliseret på fransk i form af futur proche 'den nære fremtid', fx je vais manger 'jeg skal lige til at spise'. Afgørende for anvendelse af futur proche er ikke afstanden i tid, men at referencepunktet er nutid, og at det drejer sig om en kommende handling, der er forberedt i nutiden.

Kun få af verdens sprog har grammatikaliserede udtryk for tidsmæssig afstand, og efterfremtid, dvs. fremtids fremtid, er sjælden i alle sprog. Det forekommer også, at et sekundært tidspunkt som fortids fremtid fungerer som referencepunkt og fx danner en fortids førfremtid: Han sagde, at han ville have spist, inden han kom.

Når talen er om grammatisk tid, behandles begivenheder først og fremmest som punkter. Imidlertid spiller varighed og afgrænsning også en væsentlig rolle for begivenhedernes tidsmæssige placering i forhold til hinanden, ikke mindst ved fastlæggelse af samtidighed og evt. overlapning. Dette spørgsmål behandles i grammatikken gerne under kategorien aspekt, der betegner verbalhandlingers udstrækning. Se også deiksis, grammatik, modus, perfektum og verbum.