Birgitte, (irsk brigit 'den ophøjede'), i latiniseret form Brigida, et gudinde- og helgenindenavn, kendt fra bl.a. den irske helgeninde Brigida af Kildare. Efter kanoniseringen i 1391 af den svenske Birgitta af Vadstena blev navnet almindeligt i Danmark. Det er kendt i mange former: Birgit, Birte, Britt, Britta, Berit mfl. Navnedag 1. februar. Navnet var meget populært i midten af 1900-tallet. I 2024 bar 14.266 danskere Birgitte som første fornavn.