-bjerg er en endelse i danske stednavne. Som endelse i et stednavn betyder -bjerg 'forhøjning' eller 'bakke'. I yngre navnedannelser er -bjerg afløst af efterledsyperne -bakke, -banke og -høj.

Stednavne dannet med efterleddet -bjerg

En bebyggelse som har et navn med endelsen -bjerg, er navngivet efter en forhøjning på det sted, hvor bebyggelsen opstod. De ældste navne med endelsen -bjerg er dannet i jernalder og vikingetid. Det viser et før-kristent ordinventar, som ofte indgår som forled.

Sammensætninger med -bjerg

Gudenavnet Odin indgår for eksempel i Onsbjerg, og forleddet i Viborg, der oprindeligt er dannet med endelsen -bjerg, har substantivet vi 'hedensk helligdom' som forled. En antal navne på -bjerg betegner bebyggelser, som havde en central administrativ position i samfundet. Herredsbyer som Flakkebjerg og Lisbjerg er eksempler herpå, og det forhold understøtter, at navne på -bjerg kan være dannet tidligt.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig