E, e er det femte bogstav i alfabetet.

Oprindelse

Latinsk E stammer fra det vestgræske alfabet, hvor tegnet angav både lang og kort e-lyd. Heller ikke romerne skelnede i skriften mellem langt og kort e, hvorimod tegnet Ε (epsilon) i det øst-joniske alfabet, der senere blev til det græske standardalfabet, kun er tegn for kort e-lyd. Langt e blev angivet med bogstavet Η (eta), der i det vestgræske og derfra i det latinske alfabet har bevaret den oprindelige semitiske tegnværdi som h-lyd.

Udtale

I dansk udtales e som [e], som [ɛ] eller som [ə]. Dansk [e] er en halvhøj, urundet fortungevokal, mens [ə] er en midttungevokal med neutral læbestilling.

I trykstærk stavelse står e som hovedregel for et langt [e], fx besk, sene, idé, eller for kort [ɛ], fx hest og sende. Sjældnere er e udtryk for kort [e], fx (en) smed, hende, kliché, eller for langt [ɛ] som i steder, sjette og niece. Et særtilfælde er den etymologisk begrundede skrivemåde af pronomenet de, udtalt [di].

I tryksvag stavelse før trykstærk er udtalen [e], fx debat, gevær, separat og præfikset be- som i begynde, bestå osv. I tryksvag stavelse efter trykstærk udtales e som [ə], fx gave, gaven og vokse, voksede, vokset.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig