• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

S, s

Oprindelige forfattere AKark og CGTor Seneste forfatter Evang

S, s, 19. bogstav i alfabetet. Romerne overtog tegnet S med lydværdien [s] fra det vestgræske alfabet, hvor sigma havde formen Σ og var lånt fra det fønikiske bogstav shin med lydværdien [ɕ].

Som et lån fra romersk kursivskrift blev bogstavet i senantikken oftest skrevet ſ, hvad der i visse skriftformer er fortsat helt til nutiden. Både i gotisk skrift og i renæssancens latinske hånd- og bogskrift udvikledes den praksis, at "det lange s" blev brugt i begyndelsen af stavelsen, mens "det korte s" var forbeholdt slutningen, fx avis over for aviſens. Tysk har bevaret et særligt tegn ß for ss, egl. sz; efter retskrivningsreformen i 1998 bruges dette kun efter lange vokaler og diftonger.

Udtale

I dansk udtales s som en ustemt alveolær sibilant [s], jf. se, spise og sovs. Forbindelserne sh og sch i fremmedord udtales som regel ligesom sj [ɕ], fx shoppe, hash, schæfer, gullasch. I en del ord fra fransk er et slutstillet -s stumt, fx apropos, kompromis, succes og pommes frites.