• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

U, u

Oprindelige forfattere AKark og CGTor Seneste forfatter Evang

U, u, 21. bogstav i alfabetet. I det romerske alfabet brugtes tegnet V både for konsonantisk [w] og vokalisk [u]. Tegnet stammer fra det vestgræske V, der er lånt fra det fønikiske wau. Omkring Kristi fødsel udviklede den romerske skriveskrift den afrundede bogstavform U, u, der i middelalderen brugtes side om side med V, v og senere W,w for både vokal og konsonant, indtil Pierre de la Ramée 1562 foreslog at skelne mellem vokalisk og konsonantisk brug; se ramistiske bogstaver.

Udtale

I dansk udtales u dels som en højtstillet rundet bagtungevokal [u], dels som en af de lavere bagtungevokaler [o] eller [ɔ], som falder sammen med udtaler af bogstaverne o og å.

Langt [u] forekommer i fx mus, ugle, snu, og kort [u] i fx musselin, ulden, nu; foran r høres kort [o] i enkelte ord som hurtig og snurre og blandt ældre også i bl.a. skurk og spurv, men udtalen med [u] breder sig. Kort [ɔ] findes foran m og ng, fx dum og ung, og i en del ord foran andre konsonanter, fx skub, guf, hugge, lukke, kul, kunde, suppe. At der ikke kan sluttes entydigt fra stavemåde til udtale, ses af udtalen [u] i fx stub, tuf, glug, klukke, bul, kunne, gruppe. Stød på vokalen forekommer kun ved [u], jf. adjektivet hul [huʔl] over for substantivet hul [hɔl]. I diftongerne au og eu udtales u [w], jf. pause og eufori.

I en del ord fra fransk udtales u som [y], fx buffet, kostume, provenu. I engelske ord forekommer dels [ʌ], fx butterfly, uppercut, dels [ju], fx computer, mens ur udtales [œ], fx burger, surfe.