• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

reference

Oprindelige forfattere PHard og SEbb Seneste forfatter Karen Englev

/@api/deki/files/24082/=ud_a_6260.mp3?revision=1

reference, i sprogvidenskab relationen mellem et sprogligt udtryk og de ting, det kan betegne; delvis synonymt med begreberne denotation og ekstension. I logik er ordet i 1900-t. lånt fra engelsk til at oversætte G. Freges begreb "Bedeutung" anvendt i hans skelnen mellem mening og reference. I middelalderen havde supposition en lignende anvendelse.

I den sprogfilosofiske diskussion har referenceproblematikken stået centralt som det sted, hvor spørgsmålet om forbindelsen mellem sprog og verden blev tematiseret. For den logiske positivisme var sådanne overvejelser afgørende for, at videnskabelige udsagn kunne få en sikker forankring i virkeligheden. Imidlertid bevirkede den videre diskussion, at man måtte opgive det brede referencebegreb ud fra en erkendelse af, at ikke alle relationer mellem sprog og verden kan forstås ud fra reference. Således forstås ytringer som fy, hurra og undskyld ikke referentielt, men snarere ud fra det af J.R. Searle introducerede begreb talehandling, som beskriver, hvad ord kan bruges til; også reference måtte ifølge hans teori forstås som en slags handling, som taleren udfører med et sprogligt udtryk. Referencebegrebet benyttes nu navnlig om substantiviske udtryk i bestemt form som det udgåede træ eller min mor.

Ordet reference er afledt af latin referre, af re- og ferre 'bære, bringe'.

Syntaktisk bruges begrebet ikke blot om reference til noget ude i verden, men også om anaforisk reference, når fx et pronomen viser tilbage til noget allerede omtalt, fx I går så vi dronningen. Hun ...

De nævnte anvendelser af ordet stammer fra antik grammatik, hvor man både om udtryk i bestemt form og om anaforiske og relative pronominer sagde, at de genoptager noget allerede kendt. Det ord, man brugte for "genoptage", var på græsk anapherein, og det blev på latin gengivet med referre. Se også anafor, konnotation, pragmatik og semantik.

Quiz
Hvad udvinder man morfin af?

1: kokablade
2: valmue
3: marguerit