Der findes tre hovedstadier af hebraisk: bibelsk hebraisk, sproget fra 900-tallet f.v.t. til ca. 160 f.v.t., efterbibelsk hebraisk fra ca. 100-tallet f.v.t. samt nyhebraisk, der på zionistisk initiativ fra slutningen af 1800-tallet blev genoplivet som jødisk nationalt tale- og skriftsprog i Palæstina, i dag Israel. Nyhebraisk eller ivrit tales som dagligsprog af ca. 5,2 millioner mennesker (2004).
Bibelsk hebraisk. Sproget i Det Gamle Testamente, der er blevet redigeret under og efter jødernes eksil i Babylon i perioden 500-100 f.v.t., kaldes bibelsk hebraisk. Ældst er Deboras sejrssang, Dommerbogen 5, fra før 1000 f.v.t., yngst Daniels Bog fra ca. 160 f.v.t. Der findes tillige indskrifter på bibelsk hebraisk, bl.a. Meshastenen fra Moab fra 800-tallet f.v.t., Gezerkalenderen fra 900-tallet f.v.t., ostraka fra handelen med Samaria fra 700-tallet f.v.t., Shiloahindskriften ved en kanal i Jerusalem fra 700-tallet f.v.t. og Lakishbrevene fra en fæstning ca. 40 km sydvest for Jerusalem, belejret af Nebukadnesar 2. 586 f.v.t.
Efterbibelsk hebraisk. Denne form for hebraisk, der bl.a. kendes fra dele af Dødehavsrullerne fra ca. 150 f.v.t. til ca. 70 e.v.t., benævnes også mishnahhebraisk og kendes fra den jødiske sædvaneret mishnah (den centrale del af Talmud) fra ca. 200 e.v.t. og fra den rabbinske litteratur i øvrigt. Efterbibelsk hebraisk er stærkt påvirket af aramæisk mht. ordforråd og syntaks. Omkring Kristi fødsel var efterbibelsk hebraisk som talt sprog stort set erstattet af aramæisk og græsk, men som poetisk og lærd sprog levede det videre i middelalderen, bl.a. i de arabiske lande og i det muslimske Spanien ca. 900-1495; hebraisk oplevede i slutningen af 1700-tallet en europæisk renæssance, da den jødiske oplysningsbevægelse i Europa, haskalah, begyndte at bruge bibelsk hebraisk i ikke-religiøse sammenhænge.
Nyhebraisk. Denne form for hebraisk, der fra 1950'erne også benævnes ivrit, blev udformet som litterært medium af den russisk-jødiske forfatter Mendele Mokher Seforim i ca. 1880 ved en kombination af bibelsk hebraisk, efterbibelsk hebraisk, aramæisk og middelalderligt hebraisk. Grundlag for ivrit er især bibelsk hebraisk; dog følger syntaksen efterbibelsk hebraisk, mens ordforrådet er bibelsk hebraisk med et islæt af aramæisk, jiddisch og arabisk. En central skikkelse i genoplivningen af hebraisk som moderne tale- og skriftsprog var Eliezer Ben-Jehudah, som udgav den første hebraiske avis i Palæstina og påbegyndte den store hebraiske ordbog A Complete Dictionary of Ancient and Modern Hebrew i 1908, afsluttet efter hans død i 1959. Talesproget adskiller sig grammatisk og leksikalt fra skriftsproget og præger stadig mere sproget i aviser, fjernsyn og reklame. Der blev i 1890 i Jerusalem dannet et sprogråd, som i 1954 blev til Israels Akademi for det Hebraiske Sprog.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.