semitiske sprog

De semitiske sprog nedstammer fra ursemitisk. Det er et ikke-overleveret grundsprog, som delvist kan rekonstrueres ved sammenligning mellem de historisk bevidnede sprog, og som må være blevet talt måske i det femte eller fjerde årtusinde f.v.t., sandsynligvis i den vestlige del af Mellemøsten (Levanten) eller i det nordøstlige Afrika. Derfra spredte semitisktalende folk sig videre ind i Mellemøsten, østpå til Mesopotamien, nordpå til Syrien og sydpå ned på Den Arabiske Halvø. På den baggrund udviklede ursemitisk sig med tiden til separate sprog.

Senere fortsatte spredningen, omkring 500 f.v.t. fra det sydlige Arabien over Rødehavet til det nuværende Etiopien og Eritrea, og efter islams fremkomst i 600-tallet e.v.t. med udbredelsen af arabisk til store dele af det nordlige Afrika – og som religiøst sprog overalt, hvor islam slog igennem. I moderne tid er semitiske sprog blevet bragt til mange andre dele af verden ved emigration.

I Mellemøstens historie har skiftende semitiske sprog fungeret som administrationssprog og fælles kommunikationssprog (lingua franca) i de storriger, der gennem tiden afløste hinanden. Først spillede akkadisk denne rolle, senere aramæisk, og med islams fremkomst arabisk.

De semitiske sprog inddeles i grupper baseret på særlige sproglige nydannelser, der kendetegner hver gruppe.

Østsemitisk. Alle sprog i denne undergruppe uddøde i oldtiden.

• Akkadisk, et af verdens ældste kendte sprog, taltes i Mesopotamien og brugtes som administrationssprog i de store riger i Nærorienten. Fra 26. til 22. århundrede f.v.t. taler man om oldakkadisk. Derefter opdeles sproget i to dialekter, babylonsk (sydpå) og assyrisk(nordpå), der hver inddeles i kronologiske faser:
  • oldbabylonsk (22. til 16. århundrede f.v.t.) og oldassyrisk (20. til 16. århundrede f.v.t.)
  • middelbabylonsk/middelassyrisk (15. til 11. århundrede f.v.t.)
  • ny- og senbabylonsk (10. århundrede f.v.t. til 1. århundrede e.v.t.) og nyassyrisk (10. til 7. århundrede f.v.t.)
• Eblaitisk kendes fra fund i oldtidsbyen Ebla (nuværende Syrien) fra ca. 2400 f.v.t. Tidligere blev dette sprog klassificeret som vestsemitisk (kanaanæisk), men ses nu som tæt beslægtet med akkadisk.

Vestsemitisk

• Etiopiske sprog
  • Geez eller klassisk etiopisk, oprindeligt hjemmehørende i det, der i dag er Eritrea og det nordlige Etiopien, kendes fra inskriptioner fra 4. århundrede e.v.t. og i forskellig litteratur frem til 9. århundrede, hvor sproget uddøde som talesprog. Fra 13.-14. årh. og frem er der igen vidnesbyrd om brug af sproget som lærd litteratursprog, og det bruges endnu i moderne tid som liturgisk sprog.
  • Tigre tales af ca. 1,4 millioner i Eritrea og det østlige Sudan. De tidligste tekster på sproget er fra 19. århundrede e.v.t.
  • Tigrinsk (også kaldet tigrinya) tales af ca. 10 millioner i Eritrea og det nordlige Etiopien. Sproget er tidligst bevidnet i 19. århundrede e.v.t.
  • Sydetiopisk omfatter en række undergrupper med flere sprog, bl.a. amharisk, argobba, harari og gurage-sprogene. Amharisk, som tidligst kendes fra håndskrifter fra 14. århundrede e.v.t., tales af over 20 millioner som modersmål og desuden af flere millioner som andetsprog.
• De moderne sydarabiske sprog er en gruppe af seks nært beslægtede sprog, der tales af mindre grupper i nutidens Oman og Yemen, herunder på øen Sokotra. Mehri, der tales af ca. 150.000 mennesker, er det største af sprogene, der også omfatter jibbali og sokotri. De moderne sydarabiske sprog har ingen udviklet skriftlig tradition og er først blevet kendt af forskere i moderne tid. De er ikke efterkommere af de oldsydarabiske sprog.
• Centralsemitisk
  • Oldsydarabisk er fællesbetegnelse for de fire sprog sabæisk, minæisk, qatabansk og hadramawtisk. De er bevidnet i tusindvis af inskriptioner fra den sydlige del af den arabiske halvø fra ca. 1000 f.v.t til ca. 500 e.v.t. De tidligste inskriptioner fra Etiopien er også på oldsydarabisk. Der er desuden fundet oldsydarabiske inskriptioner i Egypten, på den græske ø Delos og i Dedan i det nordvestlige arabiske område.
  • Nordarabisk er betegnelse for en række sprog, der er bevidnet i inskriptioner fra den arabiske halvø, Syrien og Jordan i de første århundreder f.v.t., samt for det, som normalt bare kaldes arabisk (bevidnet i inskriptioner fra 4. århundrede e.v.t.). Med islam fik klassisk arabisk en standardiseret form, som danner grundlag for moderne standardarabisk, der er skriftsprog og officielt sprog i hele den arabiske verden. Talt arabisk findes i en række indbyrdes afvigende dialekter, der i nogle tilfælde vil kunne klassificeres som selvstændige sprog. Samlet set er arabisk langt det mest udbredte semitiske sprog, der tales af over 300 millioner mennesker. En særstilling indtager maltesisk, der indeholder megen påvirkning og mange låneord fra indoeuropæiske sprog som italiensk og skrives med det latinske alfabet.
  • Nordvestsemitisk. Tidligt nordvestsemitisk, der betegnes amoritisk, optræder i en række navne og andre ord i sumeriske og akkadiske tekster fra ca. 2500 til 1200 f.v.t.
    • Ugaritisk er bevidnet i en mængde tekster på lertavler skrevet i en særlig alfabetisk kileskrift. Teksterne er fundet i byen Ugarit nær den syriske Middelhavskyst og stammer fra 13. til 12. århundrede f.v.t. Tidligere blev ugaritisk ofte kategoriseret som kanaanæisk.
    • Samalisk er bevidnet i tekster fundet ved Zincirli i det nuværende Tyrkiet, fra ca. 900 til 700 f.v.t.
    • Aramæisk består af en lang række sprogtrin og dialekter: oldaramæisk (i inskriptioner fra ca. 900 til 700 f.v.t., bl.a. fra det nuværende Syrien); rigsaramæisk (ca. 700-200 f.v.t.), der blev administrations- og handelssprog i det nyassyriske, nybabylonske og persiske rige og fungerede bredt som lingua franca i Nærorienten; middelaramæisk (ca. 200 f.v.t. til 200 e.v.t.); senaramæisk (ca. 200 til 700 e.v.t.); moderne aramæisk (ca. 700 e.v.t. til nutiden). Den middelaramæiske periode omfatter bl.a. nabatæisk fra byen Petra i Jordan og den aramæiske del af Dødehavsrullerne. I senaramæisk tid opdeler man aramæisk i en østlig og vestlig gren. Østaramæisk omfatter syrisk, jødisk-babylonsk aramæisk og mandæisk, mens vestaramæisk bl.a. omfatter galilæisk og samaritansk aramæisk. Øst/vest-opdelingen fortsætter i den moderne periode med nyvestaramæisk, der tales af ca. 15.000 mennesker i bjergene nær Damaskus i Syrien, især i byen Malula, og nyøstaramæisk, der omfatter en række undergrupper med et usikkert antal dialekter/sprog i Tyrkiet, Irak og Iran (og i stigende omfang i andre verdensdele som følge af emigration og flugt), bl.a. turoyo eller turabdinsk, moderne mandæisk og et stort antal nordøstlige nyaramæiske dialekter/sprog (deriblandt urmisk). Det samlede antal mennesker, der taler moderne aramæisk er under en million.
    • Kanaanæisk er først bevidnet indirekte i det akkadisk-kanaanæiske blandingssprog i Amarnabrevene fra Egypten fra det 14. århundrede f.v.t. Den direkte overlevering sætter ind senere som en række nært beslægtede sprog, der alle – ud over hebraisk – uddøde i oldtiden: ammonitisk (9. til 6. århundrede f.v.t.); edomitisk (7. eller 6. århundrede f.v.t.); moabitisk (9. århundrede f.v.t.); fønikisk, herunder punisk (ca. 1000 f.v.t. til 500 e.v.t.), der oprindeligt blev brugt i bystater ved den østlige Middelhavskyst, men senere via ekspansion i hele Middelhavsområdet. Hebraisk kan inddeles i klassisk hebraisk (inskriptioner begyndende i 9. århundrede f.v.t., Det Gamle Testamente, Dødehavsrullerne) og rabbinsk eller mishnaisk hebraisk (i Mishnah fra ca. 200 e.v.t. og i senere rabbinsk jødisk litteratur), der forblev i brug som lærd sprog, efter at hebraisk var uddødt som talt sprog i løbet af de første århundreder e.v.t. I moderne tid er hebraisk blevet genoplivet som talesprog og er modersmål for ca. seks millioner mennesker, primært i Israel.

I ældre fremstillinger finder man en rent geografisk bestemt inddeling af de semitiske sprog i østsemitisk (akkadisk), nordvestsemitisk (kanaanæisk og aramæisk) og sydsemitisk (arabisk af alle slags og etiopisk). Opdagelsen af tidligere ukendte sprog som ugaritisk og eblaitisk samt erkendelsen af, at de forskellige slags arabisk ikke hører til i samme undergruppe, og af vigtigheden af fælles nydannelser som grundlag for inddelingen har ført til, at de fleste forskere har forladt denne opfattelse.

De semitiske sprog er tæt beslægtede, og en del sproglige træk går igen i genkendelig form i alle eller de fleste af familiens sprog. I oldtidssprogene er ligheden ofte meget stor, mens nutidens sprog (ikke mindst de moderne aramæiske og etiopiske sprog) i nogle tilfælde har udviklet sig langt fra det ældre, fælles semitiske.

Akkadisk og eblaitisk skrives med kileskrift, en billed- og stavelsesskrift, som blev overtaget fra sumerisk. Den ugaritiske skrift ligner kileskrift, men er en særlig konsonantisk alfabetskrift. De øvrige vestsemitiske sprog skrives ligeledes med konsonantiske alfabetskrifter, men i former, der går tilbage til det fønikiske konsonantalfabet, der lader til at være udviklet af den protosinaitiske skrift. Fra sidstnævnte udgik nok i en separat udvikling skriften i de oldsydarabiske inskriptioner, hvorfra den etiopiske skrift udvikledes. De konsonantiske skriftsystemer blev i de forskellige sprog med tiden udvidet med forskellige tegn til betegnelse af vokaler. I nyere tid skrives nogle semitiske sprog med det latinske alfabet (maltesisk og nogle moderne aramæiske sprog).

• ursemitisk
• semitter
• semitisk filologi
• afroasiatiske sprog
• arabisk – sprog
• akkadisk
• amharisk
• tigrinsk
• hebraisk