Sumerisk var det sprog, der blev talt og skrevet af folket sumererne i det sydlige Mesopotamien i oldtiden. De ældste skriftlige kilder er lertavler med kileskrift fra ca. 3000 f.Kr., og sumerisk er dermed ved siden af oldtidens egyptisk det tidligst overleverede sprog i verden.

Det er ikke lykkedes sprogforskerne at påvise et slægtskab mellem sumerisk og noget andet kendt sprog. Som talesprog uddøde sumerisk ca. 2000 f.v.t., men det blev overleveret af babylonierne og i nogen grad anvendt som religiøst sprog, så længe den sumeriske kultur eksisterede, dvs. helt indtil omkring Kristi fødsel.

Skrift

Fordi de fleste ord på sumerisk kun var på én stavelse, lod det sig gøre at udvikle en stavelsesskrift af kileskriftens oprindelige billedtegn. Kileskriften blev derfor efterhånden en blanding af tegn, der stod for hele ord eller for stavelser, og tegn, der kunne stå for begge dele. Sumererne selv brugte kun stavelsestegnene i ret begrænset omfang; men da skriften blev overtaget, først af akkaderne ca. 2600 f.v.t., siden også af andre folk med helt forskellige sprog, fx elamitisk, hurritisk og hittitisk, blev stavelsestegnene de almindeligste.

Litterær overlevering

Sumerisk litteratur er overvejende religiøs: myter, hymner til guder eller templer, klagesange over ødelagte byer, lovprisninger af kongen som gudernes yndling og besværgelser mod dæmoner. Kun ordsprogssamlingerne og en håndbog i landbrugskunst er rent verdslige.

Den sumeriske litteratur er for en stor del traditionel, ældgamle mundtligt overleverede digte, som er blevet nedskrevet hovedsagelig mellem 2050 og 1700 f.v.t.; nogle få blev dog nedskrevet allerede ca. 2600 f.v.t. Men også værker komponerede til bestemte lejligheder, fx klagesangen over Urs ødelæggelse under Ibbisin (ca. 2000 f.v.t.), er anonyme og holder sig til traditionelle former.

Grammatisk struktur

I sin opbygning sumerisk et agglutinerende sprog med et omfattende system af både præfikser og suffikser. Sproget benytter i høj grad sammensætninger, fx dannes udtrykket dub-sar-makh 'øverste skriver' af dub 'tavle', sar 'at skrive' og makh 'stor'.

Substantiverne og pronominerne skelner ikke mellem køn, men mellem animat og inanimat, dvs. levende og ikke-levende. Der findes mindst otte kasus, der bortset fra ergativ, absolutiv, genitiv og dativ betegner et rumligt forhold, i dansk angivet ved præpositioner som til, ved, fra, med og i.

Substantiver og dertil hørende led danner en kæde, hvor kasusendelsen hæftes på sidste led. Verbalet står altid sidst i sætningen. Verbalbøjningen er karakteristisk ved et kompliceret affikssystem, der nuancerer hele sætningens betydning. Bøjningssystemet er endnu ikke fuldt klarlagt, men det er bl.a. påvist, at præfikser har en fast rækkefølge: modalpræfiks, tempuspræfiks, kasuspræfiks, pronominalpræfiks, verbalrod. Verbalsuffikser er især af pronominal karakter.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig