Faktaboks

Jean-François Champollion
Født
23. december 1790, Figeac, Frankrig
Død
4. marts 1832, Paris, Frankrig
Jean-François Champollion

Jean-François Champollion, som det lykkedes at dechifrere kongenavnet Ptolemaios i den hieroglyfiske del af den tresprogede Rosettesten. Portrættet er malet af Léon Cogniet i 1831.

Af /Musée du Louvre.

Jean-François Champollion var en fransk historiker, lingvist og egyptolog, som spillede en stor rolle i tydningen af hieroglyfferne.

Allerede som dreng satte Champollion sig det mål at tyde hieroglyfferne, og han forberedte sig målbevidst ved ud over græsk og latin at lære adskillige orientalske sprog, deriblandt koptisk.

I 1822 lykkedes det ham at dechifrere kongenavnet Ptolemaios i den hieroglyfiske del af den tresprogede Rosettesten, fundet i 1799 i det nordlige Egypten, og han påviste, at hieroglyfferne er et komplekst system, hvori de ca. 750 tegn udgøres af lydtegn, der angiver en til tre konsonanter, billedtegn, som betegner genstande og begreber, samt determinativer, der angiver betydningskategori.

Champollions arbejde er epokegørende i tydningen af hieroglyfferne, og han regnes for egyptologiens grundlægger. Han offentliggjorde sine resultater i Lettre à M. Dacier relative à l'alphabet des hiéroglyphes phonétiques (1822). Endvidere skrev han bl.a. Précis du système hiéroglyphique (1824) og en grammatik, Grammaire égyptienne (1836-41).

Fra 1831 var Champollion professor ved Collège de France i Paris.

I fødebyen Figeac, ca. 120 km nord for Toulouse i Frankrig, findes et Champollion-museum, og på den lille Place des Écritures i byen ligger en kopi i monumentalt format af Rosettestenen, udført af den amerikanske kunstner Joseph Kosuth i 1990 (indviet 1991).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig