• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ferdinand de Saussure

Oprindelig forfatter ES-H Seneste forfatter Redaktionen

Ferdinand de Saussure. Den tanke er konsekvent gennemarbejdet af Saussure, at et ord, dvs. et sprogligt tegn, ikke bare er en etikette, men en dobbeltstørrelse, der består af et udtryk, fx udtalen [hɛsd], og en ideel forestilling om dets betydning, fx hvad en hest er for noget. Hele dette tegn refererer til det, man taler eller skriver om, fx en virkelig hest på marken.

Ferdinand de Saussure. Den tanke er konsekvent gennemarbejdet af Saussure, at et ord, dvs. et sprogligt tegn, ikke bare er en etikette, men en dobbeltstørrelse, der består af et udtryk, fx udtalen [hɛsd], og en ideel forestilling om dets betydning, fx hvad en hest er for noget. Hele dette tegn refererer til det, man taler eller skriver om, fx en virkelig hest på marken.

Ferdinand de Saussure, 1857-1913, schweizisk sprogvidenskabsmand, professor i sin hjemby Genève i indoeuropæistik fra 1901 og i almen lingvistik fra 1907. Saussure står som den, der mere end nogen anden gjorde op med den historisk orienterede sprogvidenskab.

Saussure, der tilbragte det meste af sin studietid i Leipzig, hvor han opbyggede et fremragende kendskab til indoeuropæisk sproghistorie, udsendte allerede som 21-årig sin epokegørende afhandling Mémoires sur le système primitif des voyelles dans les langues indo-européennes (1879). Den var udtryk for et nyskabende helhedssyn på vokalsystemet i de indoeuropæiske sprog, men da datidens tyske filologer fandt hans metode for abstrakt-matematisk, flyttede han 1881 til en docentstilling i Paris, hvor han fik afgørende indflydelse på en hel generation af sprogforskere. I sin professortid skrev han næsten intet, idet han kæmpede med at få hold på sprogvidenskabens grundlæggende begreber, men tre år efter hans død udgav to af hans elever, hovedsagelig ud fra deres forelæsningsnotater fra perioden 1907-11, hans kursus i almen lingvistik Cours de linguistique générale (1916). Det er denne bog, der betragtes som grundlæggende for strukturalismen.

I sin teori opstiller Saussure lingvistikkens første mål som en synkron beskrivelse af sprogtilstande, dvs. af fungerende sprogsystemer, der må overordnes den diakrone, dvs. historiske beskrivelse af sprogets udvikling. Han opstiller vigtige distinktioner mellem langue, 'sprog' som et abstrakt tegnsystem, og parole, 'ord' om de individuelle manifestationer heraf i talen. Det enkelte sproglige tegn, signe, defineres som bestående af et udtryk, signifiant 'det, der angiver noget', og et indhold, signifié 'det betegnede', som er en forestilling i den talendes tænkning og må adskilles fra de ting i den ydre verden, der refereres til. Selve sprogtegnet signe er bortset fra enkelte lydmalende ord arbitrært, dvs. konventionelt fastlagt, mens både signifiant og signifié bestemmes af deres relationer i det sproglige system. Se også lingvistik.

Med sin tegnlære blev Saussure en af pionererne i almen semiotik og har derigennem også fået betydning for strukturalistiske retninger i andre videnskaber, bl.a. litteratur (fx Roland Barthes), antropologi (fx C. Lévi-Strauss) og psykoanalyse (fx J. Lacan).