Ferdinand de Saussure var en schweizisk sprogvidenskabsmand, der var professor i sin hjemby Genève i indoeuropæistik fra 1901 og i almen lingvistik fra 1907. Saussure står som den, der mere end nogen anden gjorde op med den historisk orienterede sprogvidenskab.
Ferdinand de Saussure
Faktaboks
- Født
- 26. november 1857, Genève, Schweiz
- Død
- 22. februar 1913, Vufflens-le-Château, Schweiz
Baggrund
Ferdinand de Saussure stammede fra en gammel fransk adelsslægt, der pga. sin protestantiske tro måtte flygte til Genève. Den fostrede fremragende naturvidenskabsmænd som Ferdinands oldefar, fysikeren Horace B. de Saussure (1740-1799), og hans bedstefars bror, geologen Nicolas T. de Saussure. Ferdinand de Saussure påbegyndte også studiet af fysik og kemi, men skiftede snart til sprogvidenskab, som han ud fra sin naturvidenskabelige baggrund kom til at påvirke dybt.
Studietid og arbejde
Saussure, der tilbragte det meste af sin studietid i Leipzig, hvor han opbyggede et fremragende kendskab til indoeuropæisk sproghistorie, udsendte allerede som 21-årig sin epokegørende afhandling Mémoires sur le système primitif des voyelles dans les langues indo-européennes (1879). Den var udtryk for et nyskabende helhedssyn på vokalsystemet i de indoeuropæiske sprog, men da datidens tyske filologer fandt hans metode for abstrakt-matematisk, flyttede han i 1881 til en docentstilling i Paris, hvor han fik afgørende indflydelse på en hel generation af sprogforskere. I sin professortid skrev han næsten intet, idet han kæmpede med at få hold på sprogvidenskabens grundlæggende begreber, men tre år efter hans død udgav to af hans elever, hovedsagelig ud fra deres forelæsningsnotater fra perioden 1907-1911, hans kursus i almen lingvistik Cours de linguistique générale (1916). Det er denne bog, der betragtes som grundlæggende for strukturalismen.
Langue og parole
I sin teori opstiller Saussure lingvistikkens første mål som en synkron beskrivelse af sprogtilstande, dvs. af fungerende sprogsystemer, der må overordnes den diakrone, dvs. historiske beskrivelse af sprogets udvikling. Han opstiller vigtige distinktioner mellem langue, 'sprog' som et abstrakt tegnsystem, og parole, 'ord' om de individuelle manifestationer heraf i talen. Denne skelnen blev kritiseret og udbygget i 1950'erne af den rumænske lingvist Eugenio Coseriu.
Signifiant og signifié
Det enkelte sproglige tegn, signe, defineres som bestående af et udtryk, signifiant 'det, der angiver noget', og et indhold, signifié 'det betegnede', som er en forestilling i den talendes tænkning og må adskilles fra de ting i den ydre verden, der refereres til. Selve sprogtegnet signe er bortset fra enkelte lydmalende ord arbitrært, dvs. konventionelt fastlagt, mens både signifiant og signifié bestemmes af deres relationer i det sproglige system.
Med sin tegnlære blev Saussure en af pionererne i almen semiotik og har derigennem også fået betydning for strukturalistiske retninger i andre videnskaber, bl.a. litteratur (fx Roland Barthes), antropologi (fx C. Lévi-Strauss) og psykoanalyse (fx J. Lacan).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.