Kristian Sandfeld var en dansk sprogvidenskabsmand og professor i romansk filologi ved Københavns Universitet fra 1914.
Sandfeld, der var elev af Vilhelm Thomsen og Kristoffer Nyrop, repræsenterede en positivistisk, dataorienteret tilgang til sprogvidenskaben og ydede en betydelig indsats inden for bl.a. balkanlingvistik, især rumænsk, jf. den delvis posthumt udgivne Syntaxe roumaine, 1-3 (1936-62, sammen med Hedvig Olsen, 1872-1950).
Han indledte studiet af rumansk med disputatsen Rumænske Studier : Infinitiv og udtrykkene derfor i rumænsk og balkansprogene: en sammenlignende undersøgelse (1900). Sandfelds nok største indsats ligger inden for studiet af moderne fransk med trebindsværket Syntaxe du français contemporain (1928-43), bd. 1: Les pronoms; bd. 2: Les propositions subordonnées (bygger på en foreløbig dansk udgave: Bisætningerne i moderne Fransk (1909); bd. 3: L'infinitif.
I 1930 udgav han Linguistique Balkanique, som opsummerede eksisterende forskning inden for balkanlingvistikken og bidrog desuden betydeligt med semantiske paralleller mellem balkansprogene, en vinkling som først i 1990'erne fik en renæssance i balkanistikken.
Den moderne balkanlingvistik regnes normalt som påbegyndt med Linguistique Balkanique, der egentlig var en omskrivning af den dansksprogede Balkanfilologien. En Oversigt over dens Resultater og Problemer fra 1926. Med baggrund i sine banebrydende balkansprogstudier regnes Sandfeld for den egentlige grundlægger af den moderne arealtypologi.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.