• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

H.F. Feilberg

Oprindelig forfatter MaBje Seneste forfatter Redaktionen

H.F. Feilberg, Henning Frederik Feilberg, 1831-1921, dansk teolog, folklorist og filolog. Feilberg var præst i Sydslesvig 1856-64 og efter en periode med undervisningsvirksomhed præst i det sydvestlige Jylland 1869-91. I sit otium fuldendte han i Askov storværket Bidrag til en ordbog over jyske almuesmål, 1-4 (1886-1914). Hans store viden om folklore er baggrund for ordbogens mange oplysninger om folketro og folkeminder.

Feilberg medvirkede tillige ved oprettelsen af Dansk Folkemindesamling 1904, hvor hans utrykte Folklore Indeks nu findes (mikrofiche 1992). Af Feilbergs folkloristiske værker er de vigtigste Dansk Bondeliv, 1-2, (1889-99; optrykt 1952) og Jul (1904; optrykt 1962).