Prøv at læse denne tekst med henblik på at kunne genfortælle den bagefter: "Manden var bange. Bilen standsede helt, og han var alene. Det var forbistret mørkt og koldt. Manden tog sin frakke af, rullede vinduet ned og kom i en fart ud af bilen. Han brugte alle kræfter på at bevæge sig så hurtigt som muligt. Han var lettet, da han endelig så byens lys, også selvom de var langt væk".

Langtfra alle læsere lægger mærke til, at teksten er temmelig selvmodsigende. Hvorfor tager manden fx frakken af, når det er "forbistret koldt"? Han skulle i den situation hellere holde vinduet lukket. Læsere går normalt ud fra, at tekster hænger sammen og giver mening. Når der er noget, der tilsyneladende ikke stemmer, er det almindeligt at forsøge at finde en rimelig forklaring. Men i teksten ovenfor er det sværere end normalt.

Relevant forhåndsviden

Hvis teksten havde haft overskriften "Mand kørt i vandet i bil", ville teksten være blevet læst på en helt anden måde. Den ville ikke have virket så vanskelig, og den ville have været meget lettere at genfortælle. To amerikanske læseforskere, John D. Bransford (1943-2022) og Merieta K. Johnson (født 1945), var blandt de første til at vise, at relevant forhåndsviden spiller en overordentlig stor rolle for forståelsen og for muligheden for at genkalde sig en tekst efter endt læsning. Den relevante viden skal således være aktiveret fra begyndelsen af læsningen, hvis den skal være til nogen nytte. Hvis man først får overskriften eller en passende illustration efter endt læsning, er den ikke til megen støtte for forståelsen eller hukommelsen for det læste.

Forståelse af det underforståede

Fra et forståelsessynspunkt er tekster ofte meget ufuldkomne, jf. "Kvinden meldte sin ankomst hos sekretæren og satte sig med et ugeblad". Her udfylder læseren selv, at kvinden sikkert skal konsultere en læge, en tandlæge, en advokat eller en offentlig myndighed, at der er ventetid, og at hun læser i ugebladet, mens hun venter. Teksten specificerer langtfra alle detaljer, men forudsætter, at læseren hurtigt aktiverer relevante forestillinger, som kan fylde tekstens "huller" ud. Teksten fokuserer kun på det særlige, og læseren må tilføje resten. Hvis teksten ovenfor fortsatte: "Den første patient lod vente på sig", måtte læseren formentlig til at revidere sine antagelser, fordi kvinden i så fald kunne være lægen selv. Læsningen af denne fortsættelse tager i øvrigt væsentlig længere tid end læsningen af en mere forudsigelig tekst, fx "Lidt efter kom tandlægen frem i døren og bød hende velkommen". Forskningen i læseforståelse har i særlig grad beskæftiget sig med, hvad der er fremme i læserens opmærksomhed, og hvad der er gledet i baggrunden. I den forbindelse er direkte eller underforståede henvisninger i teksten et nøgleredskab. Det er klart nok, at pronomenet hende i den sidste del af eksemplet viser tilbage til kvinden. Så længe teksten kan henvise med et pronomen, må det ord, der henvises til, antages at være fremme i læserens bevidsthed. Tandlægen og døren henviser ikke til noget, der direkte er nævnt tidligere, selvom de optræder i bestemt form, men til den scene med klinik, venteværelse og sekretær, som læseren forventes at forestille sig.

Det er kendetegnende for forskningen i læseforståelse, at Bransford og Johnson lod deres forsøgsdeltagere lytte til tekster i stedet for at læse dem. At der skulle være kategoriale forskelle i sprogforståelsen ved læsning og ved lytning, er der ingen grund til at antage.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig