Læsning (Metoder i læseundervisning), Historisk har bogstav- eller stavemetoden været dominerende fra de tidligste græske og etniske kilder fra før Kristi fødsel til ind i 1900-t. Ved denne metode har børn først opnået kendskab til bogstavernes navne og dernæst lært at sætte dem sammen til stavelser, hvorefter de har øvet læsningen gennem oftest religiøse tekster som fadervor og trosbekendelsen. Lige siden antikken har bogstavmetoden været kritiseret for at være meningsforladt og triviel, og andre metoder har eksisteret side om side med den. Man kan således finde eksempler på ordbilledmetoden allerede i 1600-t. Ved denne metode forventes børn at associere hele skrevne ord med deres betydning, der evt. kan vises ved en illustration.
I 1900-t. er lydmetoden blevet udbredt, i Danmark især med Claus Eskildsens læsebog Ole Bole ABC fra 1927. Denne metode bygger på, at eleverne lærer bogstavernes lyde og ikke deres navne som ved bogstavmetoden. I dette læsebogssystem blev det endda anbefalet at indlede undervisningen med en analyse af det talte sprog, hvor læreren klappede stavelser med eleverne og udtalte lydene enkeltvis. Lydmetoden er fra slutningen af 1980'erne genoptaget under betegnelsen sproglig eller fonologisk opmærksomhed. I læseundervisningen har det siden 1960'erne været almindeligt at blande metoderne, således at gennemskuelige eller lydrette ord læres ved en bogstav- eller lydmetode, fx is, mus, telefon, giraf; enkelte hyppige, uregelmæssige ord som og, det, af, de, sagde læres som helheder.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.