Læsning (Metoder i læseundervisning), Historisk har bogstav- eller stavemetoden været dominerende fra de tidligste græske og etniske kilder fra før Kristi fødsel til ind i 1900-t. Ved denne metode har børn først opnået kendskab til bogstavernes navne og dernæst lært at sætte dem sammen til stavelser, hvorefter de har øvet læsningen gennem oftest religiøse tekster som fadervor og trosbekendelsen. Lige siden antikken har bogstavmetoden været kritiseret for at være meningsforladt og triviel, og andre metoder har eksisteret side om side med den. Man kan således finde eksempler på ordbilledmetoden allerede i 1600-t. Ved denne metode forventes børn at associere hele skrevne ord med deres betydning, der evt. kan vises ved en illustration.

I 1900-t. er lydmetoden blevet udbredt, i Danmark især med Claus Eskildsens læsebog Ole Bole ABC fra 1927. Denne metode bygger på, at eleverne lærer bogstavernes lyde og ikke deres navne som ved bogstavmetoden. I dette læsebogssystem blev det endda anbefalet at indlede undervisningen med en analyse af det talte sprog, hvor læreren klappede stavelser med eleverne og udtalte lydene enkeltvis. Lydmetoden er fra slutningen af 1980'erne genoptaget under betegnelsen sproglig eller fonologisk opmærksomhed. I læseundervisningen har det siden 1960'erne været almindeligt at blande metoderne, således at gennemskuelige eller lydrette ord læres ved en bogstav- eller lydmetode, fx is, mus, telefon, giraf; enkelte hyppige, uregelmæssige ord som og, det, af, de, sagde læres som helheder.

Funktionel læsning

Ud over spørgsmålet om de sproglige enheder i begynderundervisningen omfatter det læsepædagogiske udviklingsarbejde i 1990'erne naturligvis spørgsmål som læseteksternes indhold, deres relation til elevernes erfaringsverden og brugen af elevdikterede tekster. Teorier herom er bl.a. udfoldet i metoder som den svenske, amerikansk inspirerede LTG-metode (1974), der står for læsning på talens grund, og i forskellige metoder uden fast læsebog. Disse og tilsvarende metoder fokuserer bl.a. på, hvordan eleverne allerede i den første læseundervisning kan gøres opmærksomme på læsningens funktionelle aspekt.

Dansk læsepædagogik har traditionelt været præget af en betydelig åbenhed over for forskellige synspunkter og muligheder. Den er praktisk og ikke baseret på forskningsresultater; der er ikke fastsat detaljerede mål for elevernes læsekompetence på bestemte klassetrin på nationalt plan og oftest heller ikke lokalt. Det pædagogiske udviklingsarbejde har traditionelt i højere grad været koncentreret om at undersøge muligheder for at gennemføre de forskellige pædagogiske idéer end om at undersøge resultaterne af arbejdet, hvad angår elevernes udvikling af læsning og andre færdigheder.

Hvad virker?

Internationale sammenligninger af de forskellige undervisningsmetoder har vist, at lærerens engagement, indsigt i læsning og tillid til virkningen af egen undervisning er de faktorer, der har størst betydning for børns udbytte af læseundervisningen. En rendyrket ordbilledmetode uden fokus på bogstavers lyde giver dog meget begrænsede resultater, idet børnene ikke lærer at læse ord selvstændigt. Direkte instruktion i sammenhængen mellem bogstaver og lyde, inspireret af lydmetoden, er i særlig grad væsentlig for elever med mindre gode læseforudsætninger, dvs. med begrænset bogstavkendskab og svage sproglige analysefærdigheder. Der er ikke belæg for at frygte, at børn undervist efter lydmetoden eller andre elementmetoder skulle blive ringere indholdslæsere end børn undervist efter andre metoder, og den første læsebogs emner er ikke af særlig stor betydning for børnenes interesse for læsning.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig