• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

strukturalisme (Antropologi)

Oprindelig forfatter JaOv Seneste forfatter Redaktionen

I antropologien associeres strukturalismen først og fremmest med Lévi-Strauss, hvis arbejde fra slutningen af 1940'erne fik stor betydning. Hans udgangspunkt var, at konkrete kulturelle organisationsformer og trosforestillinger er manifestationer af abstrakte, overvejende ubevidste mentale strukturer, som regulerer den menneskelige tanke. Med inspiration fra den strukturelle lingvistik mente Lévi-Strauss, at disse strukturer er dannet omkring betydningsmæssige oppositionspar som vådt/tørt, mandligt/kvindeligt, vi/andre, liv/død, og at de i kultur- og samfundslivet kan komme til udtryk i betydningen af relationen mellem tilsvarende konkrete oppositionspar, således sø/land, våben/husgeråd, ven/fjende, frugtbar/gold. Grundlæggende for Lévi-Strauss var oppositionen mellem natur og kultur, som han anså for at ligge bag bl.a. incesttabuet og de elementære slægtskabssystemer. Oppositionsparrene er mest åbenbare i analysen af myter og symbolsystemer, og det er her, den antropologiske strukturalisme har haft størst praktisk betydning.

Også i den mere empirisk orienterede britiske socialantropologi blev den strukturalistiske metode betydningsfuld, især gennem Edmund Leachs og Rodney Needhams (f. 1923) analyser af overensstemmelsen mellem sociale og symbolske klassifikationssystemer i forskellige samfund. En parallel og delvis uafhængig strukturalistisk skole udvikledes af hollandske antropologer i 1930'erne og 1940'erne. Inden for nordisk etnologi og folkloristik har strukturalismen tillige spillet en væsentlig rolle.

I lighed med andre altomfattende teoretiske paradigmer mistede strukturalismen som videnskabsteoretisk skole sin betydning i antropologien i 1900-t.s sidste årtier, men i konkrete analyser er den af Lévi-Strauss inspirerede strukturalistiske tænkemåde fortsat udbredt.