talesprog | lex.dk – Den Store Danske

Talesprog er ved siden af skriftsproget det menneskelige sprogs vigtigste fremtrædelsesform og i mange sprogsamfund det eneste. Talesproget udvikler sig på grundlag af et stadig mere differentieret signalsystem af ytringer hos det lille barn (se børnesprog) til et uhyre komplekst system af symboler og sætningsstrukturer, som dels hører sammen med væsentlige dele af den enkeltes tanke- og forestillingsverden, dels kan lægges til grund for verbalsprogets skriftlige manifestation, skriftsproget.

Tale- og skriftsprog bliver til under meget forskellige vilkår. Den skrivende kan planlægge, bearbejde og rette de sproglige formuleringer, mens talesproget almindeligvis bliver til i den situation, der fremkalder det.

Der er meget stor forskel på, hvor hurtigt og stringent mennesker kan opbygge deres ytringer, og i situationer præget af mere uformelt talesprog stilles der i almindelighed ikke store forventninger eller krav om "perfekte", flydende sætninger, hvor hver enhed er på plads og i orden. Udtrykssikkerheden er bestemt af den enkeltes baggrund og situationens karakter; formelle og belastende situationer giver andre vilkår end uformelle og afslappede. Den sproglige eksplicitet er meget forskellig fra person til person, og situationer og traditioner kan lægge op til, at mere eller mindre underforstås eller overlades til den lyttendes tolkning. Taletempo og talestyrke varierer stærkt mellem individer og hos den enkelte i forskellige situationer.

Den, der taler, vil altid meddele mere end indholdet af sin ytring. Ved siden af det verbale indhold vil det paraverbale udtrykssystem gøre sig gældende: Ytringerne bygger på og ledsages af den talendes vejrtrækning, tonegang, taletempo og stemmeklang, og den lyttende kan derigennem få informationer ud over det planlagte indhold. Vejrtrækning, stemmeklang og tonegang kan være psykologiske indikatorer af sindstilstande; således indtager tonegangen en fremtrædende rolle, når man vurderer andre mennesker.

Ledsaget af nonverbalt udtrykssystem

Det er meget vanskeligt i skriftsprog at gengive alt det, som kan ligge i mundtligheden. Det nærmeste, man kan komme, er nok brugen af punktum over for udråbstegn og spørgsmålstegn. Men selv dette er ikke entydigt. Spørgende sætninger siges fx kun i særlige tilfælde med stigende tonegang: "Hvad er klokken?" vil normalt have faldende tonegang. Talesprogets trykfordeling, som har afgørende betydning i talesprogets syntaks, lader sig heller ikke gengive i skriftsproget (sammenlign Han slog sig på flasken med og uden hovedtryk på slog). Talesproget adskiller sig tillige fra skriftsproget ved i nærkommunikative sammenhænge at være ledsaget af et nonverbalt udtrykssystem; kropsholdning, ansigtsudtryk, mimik, blikkontakt er afgørende for tolkningen af en ytring.

Talesproget er ofte langt mere impressionistisk og underforstået end skriftsproget. Bidder af information kan bringes frem uden systematisk sammenkædning — og alligevel blive forstået. Den lyttende arbejder aktivt med og skaber synteser, også hvor sætninger bryder almindelige strukturforestillinger om korrekt sprogbrug. Omvendt kan talesproget også være præget af gentagelser og redundans pga. den korte planlægningshorisont og de manglende muligheder for at "spole tilbage" og genkalde sig tidligere udsagn, ligesom spontant talesprog generelt i forhold til skriftsprog bygger på rækker af ret korte ytringer og sætninger, ofte uafsluttede og præget af sætningsbrud; se anakoluti.

Grammatik og rationalitet

I en kultur, hvis systematiske arbejde med sprog knytter sig til skriftsproget, vil talesprogets karakteristiske træk ofte blive opfattet som fejl og ufuldkommenheder. Talesproget er imidlertid ikke ukorrekt skriftsprog, men en udtryksform med sin egen grammatik og sin egen rationalitet. Skriftsprogsnedslag i talesprog vil ofte reducere dets udtrykskraft, hvorimod skriftsproget kan lettes og beriges af mundtlighedens kortere sætninger og mere personlige henvendelsesform. Det kan dog gå stærkt ud over skriftsprogets økonomi og stringens, hvis et uredigeret talesprog sættes som norm.

Først sent i sprogforskningens historie, navnlig efter sociolingvistikkens fremkomst, har talesproget som udtryksform været genstand for egentlig udforskning.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

Fagansvarlig for Sprogtilegnelse

Laila Kjærbæk

lektor, ph.d., Syddansk Universitet