vietnamesisk

Vietnamesisk, tidl. også annamitisk, officielt sprog i Vietnam; tales af ca. 67,5 mio. verden over. Vietnamesisk tilhører viet-muong-sprogene, en gren inden for mon-khmer-sprogfamilien af den austroasiatiske sprogæt. Det var den franske sprogforsker A.-G. Haudricourt, der på grundlag af lydhistoriske studier endegyldigt kategoriserede vietnamesisk som austroasiatisk, efter lang tids uenighed om sprogets genetiske tilhørsforhold.

Efter Vietnamkrigens afslutning opstod der vietnamesiske befolkningsgrupper i mange vestlige lande. Nogle af dem har dog et af Vietnams minoritetssprog som modersmål, i Danmark bl.a. mon-khmer-sproget stieng.

Vietnamesisk er et monosyllabisk tonesprog, og beherskelse af de seks betydningsadskillende toner er helt afgørende for kommunikationen. Det er et isolerende (analytisk) sprog, hvor grammatiske forhold udtrykkes med partikler og ledstilling og ikke med bøjningsendelser. Et andet træk er udbredt brug af reduplikation, fx ngay 'dag', ngay ngay 'hver dag'. Dvandva, en særlig type orddannelse, som bygger på sammensætning, er hyppig, fx anh em 'storebror-lillebror' = 'brødre' og áo quần 'skjorte-bukser' = 'tøj'. Vietnamesisk er stærkt påvirket af, men ikke beslægtet med, kinesisk, der længe var kultur- og administrationssprog i Vietnam pga. kinesisk overherredømme. Indflydelsen fra kinesisk er medvirkende til, at vietnamesisk adskiller sig typologisk fra andre mon-khmer-sprog, bl.a. ved at have ordtoner og et righoldigt sæt klassifikatorer; fx har frugter, som vokser over jorden, samt andre runde ting klassifikatoren quả.

Mens de fleste gamle kultursprog på Sydøstasiens fastland har modtaget massiv påvirkning fra old- og middelindisk i forbindelse med buddhismens udbredelse, har det vietnamesiske sprog været mindre integreret i denne kulturkreds. Foruden kinesisk har i nyere tid også fransk sat sig spor i form af låneord, fx bơ af fr. beurre ('smør') og ôtô af auto ('bil').

De personlige pronominer danner et kompliceret system, som tager udgangspunkt i den talendes egen placering i sin familie. Således tiltales en jævnaldrende voksen mand anh 'storebror', en kvinde omtaler sig selv em 'lillesøster' i forhold til sin mand, en høflig tiltale til en voksen mand er ông 'bedstefar'. Landsfaderes tilnavn "Onkel Ho" er en direkte gengivelse af dette system, hvor han omtales bác Hồ, dvs. sådan som man ville tiltale sin onkel respektfuldt. Det er fornavnet, der bruges i høflig tiltale, kombineret med et af de omtalte pronominer.