anatoliske sprog

Størst tekstmateriale har man vedrørende hittitisk. Kileskrifttavler fra ca. 1700-tallet-1200-tallet f.v.t. udgør det faste holdepunkt for alle sproghistoriske undersøgelser af anatoliske sprog. Fra andet årtusinde f.v.t. kendes endvidere luvisk (to forskellige dialekter) og palaisk. De få, korte tekster på luvisk og palaisk rummer et begrænset ordforråd. Lykisk og lydisk kendes fra hhv. ca. 200 og ca. 100 indskrifter i lokale varianter af det græske alfabet. Om de relativt uudforskede sprog karisk og sidetisk genetisk kan henregnes til sproggruppen, er tvivlsomt.

De anatoliske sprog menes at være trængt ind i Lilleasien østfra (gennem Kaukasus) ca. år 2000 f.v.t. og muligvis i flere bølger, idet dialektadskillelsen mellem hittitisk og luvisk allerede er en kendsgerning ca. år 1800 f.v.t. Hvor sprogene kom fra, vides dog ikke. Visse stednavne i det østlige middelhavsområde formodes at stamme fra anatoliske sprog, bl.a. en del græske navne, der ender på -nthos eller -ssos, fx Korinthos og Parnassos. Undertiden kan sådanne navne tydes ud fra anatolisk. Fx lyder ordet for 'hus' på hittitisk pir, i genitiv parnas.

De vigtigste lydlige særtræk i forhold til indoeuropæiske sprog er bevarelse af mindst én af de indoeuropæiske laryngaler, bevarelse af labiovelarer og, at diftonger er blevet til monoftonger.

Laryngaler er konsonantiske strubelyde, og de skrives her som h. I hittitisk ses fx hasterz, der er samme indoeuropæiske ord som græsk aster og dansk stjerne. Heri ses en bekræftelse af laryngalteorien, der siger, at det indoeuropæiske grundsprog havde disse strubelyde.

Labiovelarer, der er bagtungelyde udtalt med rundede læber som fx k^w, fandtes i grundsproget og ses i fx hittitisk kuis 'hvem'.

Diftonger i indoeuropæisk er blevet til monoftonger i anatoliske sprog; fx har verber, der i grundsproget havde stammemærket -neu-, i hittitisk og luvisk udviklet dette til -nu-.

De anatoliske sprogs grammatik adskiller sig på væsentlige punkter fra andre indoeuropæiske oldsprog. I visse henseender er de præget af en forenkling, der minder om den, som moderne germanske sprog, fx dansk, har gennemgået. Således har man i verberne kun to usammensatte tider (nutid og datid), i adjektiverne kun to køn (fælleskøn og intetkøn) og i substantiverne kun to tal (ental og flertal og altså ingen dualis). Ud over de fra indoeuropæisk kendte otte kasus har hittitisk en "retningskasus" som fx ses i nepis-a 'til himlen'.

Udforskningen af de anatoliske sprog er, bortset fra studiet af lykisk, først begyndt efter 1900, og da var den sammenlignende sprogvidenskab allerede nået frem til et helhedsbillede af de øvrige indoeuropæiske sprogs indbyrdes slægtskabsforhold. Det var ikke helt let at indpasse sprogene i dette klassiske billede. Især i USA har den såkaldte indo-hittitiske hypotese vundet tilhængere. Den ser anatoliske sprog som en fjernere slægtning til hele den indoeuropæiske sprogæt. I dag ser de fleste blot anatoliske sprog som en tidlig afgrening af indoeuropæiske sprog, ikke som en selvstændig sprogæt.

Anatoliske sprog har i Danmark især været udforsket af Holger Pedersen. I flere banebrydende værker har han desuden påpeget slægtskabet mellem hittitisk og de yngre anatoliske sprog. Pedersens elev, Jens Holt, har formidlet viden om hittitterne og deres sprog til en bredere kreds, og han har oversat alle de vigtigste hittitiske tekster til dansk.

• Anatolien
• indoeuropæiske sprog