tibetansk

Tibetansk gør brug af et syllabisk skriftsystem, med 30 grundlæggende syllabiske tegn, som alle indeholder vokalen ⟨a⟩, eksempelvis ⟨a⟩, ⟨ka⟩, ⟨kha⟩, ⟨ga⟩, ⟨ŋa⟩. De andre fonemiske vokaler på tibetansk (e, i, o, u) angives ved at placere et diakritisk tegn over eller under det syllabiske tegn. Diftonger findes ikke i skriften.

Der findes desuden yderligere syllabiske tegn, som anvendes til at skrive ord fra sanskrit, kinesisk og balti.

Der findes ligeledes traditionelle tibetanske tegn for tallene 0 – 9, som minder om dem, man finder i de indiske skriftsystemer, eksempelvis devanagari.

Den tibetanske skrift blev udviklet i 600-tallet e.v.t. på basis af en indisk skrift, formentlig brahmi. Denne skrift blev brugt til buddhistiske oversættelser fra sanskrit, og som følge heraf forblev skriftsproget stort set uændret fra 800-tallet e.v.t. og frem til ca. 1950. Der er derfor store forskelle på det nutidige tibetanske talesprog og det klassiske skriftsprog.

Skønt der i skrift kan forekomme flere konsonanter både i stavelsens begyndelse og slutning, udtales oftest kun en eller to af konsonanterne i en gruppe, jf. bsgrubs 'fuldendt, opnået', der udtales [drub] og Bka'-rgyud, navnet på en vigtig retning inden for den tibetanske buddhisme (Kagyü), som udtales [ˈkaɟy].

Under det kinesiske styre blev der med udgangspunkt i det talte sprog i 1950'erne dannet et nyt skriftsprog.

Tibetansk, der er et ergativt sprog, er oprindelig monosyllabisk, men især i moderne tibetansk kan substantiver have flere stavelser. Substantiver og verber bøjes ikke, og betydningen af en sætning er derfor afhængig af ordenes rækkefølge samt af hjælpepartikler og i moderne tibetansk også hjælpeverber, jf. chen po 'stor' over for chen ba 'at være stor' og rta 'hest' over for rta pa 'rytter' og rta ba 'ride'.

• Tibet
• Tibets historie
• bodiske sprog