Sundanesisk er et malajisk sprog, der tales af ca. 42 millioner mennesker (2016) i Indonesien, hovedsagelig på den vestlige del af øen Java, men også af mindretal andre steder i landet, bl.a. på det sydlige Sumatra.

Regnet i antal modersmålstalende er sundanesisk det tredjestørste malajiske sprog efter indonesisk og javanesisk. Indonesisk dominerer bl.a. i hovedstaden Jakarta, der udgør en enklave i det sundanesisksprogede område, mens javanesisk tales på de centrale og østlige dele af Java.

Kultur- og overleveringshistorie

Sundanesisk har en gammel litterær tradition, og en ældre form af sproget var i middelalderen hovedsprog for de delvis hinduistiske kongedømmer Sunda og Galuh på Java. Traditionelt er storbyen Bandung centrum for sundanesisksproget kultur.

Sproget blev fra 1300-tallet til 1600-tallet skrevet med to varianter af en særlig sundanesisk skrift og i sidste del af perioden desuden med den beslægtede javanesiske skrift. I forbindelse med islams indtog i området fra 1600-tallet begyndte man at bruge en modificeret form af det arabiske alfabet; dette varede til 1800-tallet, hvorefter det latinske alfabet har været benyttet.

I 1996 blev en variant af den gamle sundanesiske skrift genindført fra politisk hold som alternativ til det latinske alfabet; dens praktiske brug er dog stadig ret begrænset.

Sproglige træk ved sundanesisk

Som på indonesisk og malaysisk kan ord danne flertal ved reduplikation (fordobling), eksempelvis gunung 'bjerg' over for gunung-gunung 'bjerge', men der findes på sundanesisk også andre måder at danne flertal på, bl.a. ved infikser, jævnfør budak 'barn', barudak 'børn'. Infikset kan fordobles, så ordet enten kommer til at betegne et stort antal eller flere grupper, jf. bararudak 'mange børn; flere grupper børn'.

Låneord i sundanesisk vidner om indflydelse fra både sanskrit, arabisk, indonesisk og javanesisk.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig