etruskisk

Etruskisk er et af de tre medlemmer i den uddøde og isolerede tyrrhenske (dvs. ‘etruskiske’) sprogfamilie. De to andre medlemmer er lemnisk fra den græske ø Limnos og rætisk fra et område i Alperne, der senere blev til den romerske provins Raetia. Begge sprog er kun belagt med ganske få indskrifter.

Kendskabet til etruskisk bygger på over 10.000 indskrifter fra omkring år 700 f.v.t. til år 10 f.v.t. samt enkelte længere tekster. Størstedelen af teksterne er skrevet med det etruskiske alfabet; i takt med romaniseringen dukker dog flere og flere indskrifter op i det latinske alfabet.

Materialet, der kun delvist er blevet dechifreret, består af:

• over 9000 korte indskrifter, der først og fremmest består af navne, titler og slægtskabsbetegnelser; fx gravindskrifter, dedikationer til guddomme, ejerskabs- votiv- og gaveindskrifter;
• en række længere indskrifter (under 300 ord) skåret eller hugget ind i forskellige medier (ler, sten, bronze, guld osv.) eller malet på potter eller fresker;
• resterne af en såkaldt linnedbog (Liber linteus), der indeholdt en rituel kalender. Stoffet i bogen var blevet anvendt til at indbinde en egyptisk mumie, der i dag befinder sig på Nationalmuseet i Zagreb; se Zagrebmumien.

Eftersom det ikke er muligt at sammenligne etruskisk med andre beslægtede sprog (rætisk og lemnisk er ikke brugbare i denne henseende), har forskerne ikke kunnet bruge den etymologiske metode på sproget.

Heldigvis var etruskerne i tæt sproglig kontakt med deres naboer, hvilket har sat sig spor i låneord mellem etruskisk, græsk, latin og de sabelliske sprog som fx umbrisk. Eftersom vi forstår disse sprog, kan vi også forstå låneordene. Eksempler på sådanne låneord er:

• etruskisk zatilaθ ‘vagt’ → latin satelles, -ītis ‘ledsager’ (lånt ind i dansk som satellit)
• latin fānum ‘tempel’ → etruskisk fanu ‘tempel’
• umbrisk kletra ‘kurv til offergaver’ → etruskisk cletram ‘gave’
• græsk κώθων ‘drikkebæger’ → etruskisk qutum ‘kande’

Derudover har man fundet 40-50 glosser (ordforklaringer) i latinske og græske tekster.

En anden kilde til dechifreringen er et stort antal tosprogede tekster, særlig etruskisk-latinske indskrifter, der dog mest indeholder navne. Et lille gennembrud skete, da man i 1964 fandt to guldplader på etruskisk ved stedet for den antikke by Pyrgi. Tavlerne indeholdt en dedikation til den fønikiske gudinde Astarte. De var blevet rituelt begravet sammen med en tredje tavle på fønikisk, der indeholdt en lignende dedikation og derfor kunne hjælpe forskerne med at dechifrere de to etruskiske tavler.

I mange tilfælde har forskerne måttet udlede fra konteksten, hvad en indskrift måtte betyde, som når en billedtekst henviser til en guddom eller genstand på billedet, en gravskrift oplyser navnet og diverse slægtsforhold for den afdøde osv. Her er det en hjælp, at indskrifter på nabosprogene blev brugt til stort set de samme formål.

Endelig kan man opnå en indsigt i sprogets morfologiske opbygning ved at studere de enkelte ord og deres bestandele, inddele ordene i ens opbyggede klasser og studere de forskellige ordklassers forekomst i sætninger. Hermed får man også en idé om sprogets syntaks.

Ved at kombinere de forskellige metoder er det lykkedes at beskrive sprogets grammatik og delvist oversætte de etruskiske tekster.

Det etruskiske alfabet bygger på en variant af det oldgræske alfabet, som græske kolonister bragte til Italien i 700-tallet f.v.t. Dette alfabet var vestgræsk og afveg på visse punkter fra det østgræske alfabet, som senere blev standardalfabetet for græsk. Bla. anvendtes tegnet H (eta) ikke til at angive det lange η /ē/, men aspiraten /h/.

Fra græsk overtog etruskerne den praksis at skrive fonemet /k/ med det græske Κ (kappa) i stilling før a, og, i tidlige indskrifter, Ϙ (koppa) i stilling før u. Det græske Γ (gamma) stod for /g/, men kom i etruskisk til at stå for /k/ i stilling før i og e. Efter en periode med regional varition i skrivemåden endte det etruskiske gamma med at stå for /k/ i alle stillinger. Det transskriberes <c>.

Skriftretningen kunne variere, især i begyndelsen af overleveringsperioden, men som hovedregel blev etruskisk skrevet fra højre mod venstre. Det indebar, at bogstaverne blev skrevet spejlvendt; det ovennævnte gamma skrives således <Ɔ>.

Det etruskiske alfabet, der i øvrigt udviklede flere forskellige lokale varianter, bredte sig til det meste af Den Italiske Halvø og blev bl.a. grundlaget for det latinske alfabet.

Den 700-årige periode inden for hvilken vi har sproglige levn på etruskisk, inddeles i to perioder: oldetruskisk fra ca. 700–450 f.v.t. og ungetruskisk fra ca. 450–10 f.v.t. Skillelinjen er synkopen; se længere nede.

Etruskisk er et agglutinerende sprog. I morfologien udtrykkes de forskellige grammatiske kategorier (tal, kasus, modus osv.) således ved hjælp af klart adskilte bøjningssuffikser.

Vores viden om den etruskiske syntaks begrænser sig mest til ordstillingen, der ændrer sig fra old- til ungetruskisk. Det vides, at:

• oldetruskisk overvejende er af SOV-typen, dvs. at subjektet typisk står først i sætningen, hvorefter kommer det direkte objekt, dernæst verbet og til sidst diverse andre elementer, fx Laris Avle … cn σuθi ceriχunce 'Laris (og) Avle satte (ceriχunce) denne grav (cn σuθi)'. Med tiden udvikler sproget sig i retning af et SVO-sprog, fx Larce Lecni turce flereś 'Larce Lecni gav (turce) denne offergave (flere-ś)'. En vigtig undtagelse er, at et pronominalt objekt står først i sætningen og tiltrækker verbet: tn turce vel sveitus "Vel Sveitus gav (turce) denne (tn)".
• Talord står før deres substantiv i oldetruskisk, fx zal rapa 'to rapa-ofre', men følger substantivet i ungetruskisk, jf. clenar zal 'to sønner'.
• Adjektivernes stilling i oldetruskisk er uklar, men i ungetruskisk står adjektiver overvejende efter deres substantiv, fx ati thuta ‘hellige (thuta) moder (ati)’.
• Genitiver står forud for det modificerede ord i oldetruskisk, fx Larθal clan ‘Larth’s søn’; i ungetruskisk er rækkefølgen omvendt: luθcva Caθaś ‘Caθaś altre’.
• Sproget benytter sig af postpositioner, dvs. efterstillede forholdsord: Fx angiver -ri ‘på vegne af’, jf. śpureri ‘på samfundets vegne’.

Kendskabet til ordforrådet er naturligt begrænset af kildernes relativt ensidige karakter. Visse kategorier er dog godt belyst:

• slægtskabsbetegnelser: ata ‘bedstefar’, atrs ‘forælder’, apa ‘far’, ati ‘mor’, huσ ‘barn’, fetiu ‘foster, afkom, barn’, clan ‘søn’, σeχ ‘datter’, ruva ‘bror’, puia ‘hustru’, atrś ‘hus, familie’, lavtun ‘familie’ osv.
• juridiske begreber som lautni ‘frigiven’, zilaθ ‘prætor’; spur ‘by’
• religiøse termer og gudenavne: ais ‘gud’, farθan ‘ånd’, fler ‘offergave’, zusle ‘offerdyr’, nunθen ‘påkalde’, Aplu ‘Apollo’, Ercle ‘Herakles’, Tinia ‘Zeus’, Turan ‘Afrodite’
• Tal: θu 'en', zal 'to', ci 'tre', śa ‘fire eller seks’, maχ 'fem', huθ ‘seks eller fire’. De sammensatte former dannedes, lige som i latin, efter et subtraktivt mønster, fx θunem zaθrum ‘én fra tyve = 19’.

• etruskere
• etruskologi
• Zagrebmumien
• rætisk