Armensk er et sprog, der udgør en selvstændig gren inden for den indoeuropæiske sprogæt. Det har været overleveret siden bibeloversættelsen fra begyndelsen af 400-tallet. Fra denne tid stammer også det armenske alfabet, der er afledt af det græske. Det består af 38 tegn og bruges ikke andre steder i verden.

Sprogtrin og dialekter

Man skelner mellem tre sprogtrin: Klassisk armensk fra 400-1100-tallet, som dog blev anvendt som lærd litteratursprog til ind i 1800-tallet; middelarmensk fra 1100-1600-tallet, der især kendes fra administrative kilder fra Det Kilikisk-armenske Rige; og moderne armensk, der inddeles i to indbyrdes forståelige hoveddialekter, østarmensk og vestarmensk.

Østarmensk er rigssprog i det nutidige Armenien og tales endvidere i bl.a. Georgien, Aserbajdsjan og Iran. Indtil september 2023 taltes armensk af ca. 120.000 mennesker i Nagorno-Karabakh, men de fleste af dem er siden flygtet til selve Armenien.

Vestarmensk havde før tyrkernes folkedrab på armeniere under 1. Verdenskrig sit kerneområde i det østlige Tyrkiet, men tales nu i Syrien og Libanon samt blandt udvandrere verden over, bl.a. af større grupper i USA, Canada, Argentina og Frankrig. Armensk tales i dag i alt af ca. 6,7 millioner mennesker, heraf ca. 3,4 millioner i Armenien.

Sproghistorie

Ordforråd

Fra de tidligste kilder er armensk stærkt præget af låneord, især fra iransk (parthisk) og i noget mindre omfang fra græsk og syrisk. Selvom en central del af det indoeuropæiske ordforråd er bevaret, har lydsystemet undergået så gennemgribende forandringer, at selv nedarvede, regelmæssigt udviklede former ofte er ændret til ukendelighed. Latin orbus genkendes nemt i armensk orb, men også latin frater og armensk ełbayr 'broder' stammer fra samme indoeuropæiske ord, og det gælder også latin duo og armensk erku 'to'.

Lydændringer

Blandt de vigtigste lydlige ændringer af armensk i forhold til indoeuropæisk kan nævnes en forskydning af lukkelydene, hvorved fx dh, d og t er blevet til hhv. d, t og th. Endestavelser er faldet væk, og ubetonede vokaler er svækket som følge af, at trykket var lagt fast på den oprindelig næstsidste stavelse. Konsonanter mellem vokaler er svækket, og der skelnes ikke længere mellem korte og lange vokaler.

Armensk regnes ligesom indoiransk, baltoslavisk og albansk til de såkaldte satemsprog, hvori de oprindelige indoeuropæiske k-lyde er blevet til s eller ts. Et særligt lighedspunkt med græsk og frygisk er udviklingen af vokaler (protetiske vokaler) dér, hvor indoeuropæisk havde såkaldte laryngaler. Et eksempel ses i armensk astł over for latin stella 'stjerne'. I latin er laryngalen faldet bort, i armensk er den erstattet af vokalen a-.

Den vigtigste forskel mellem de to moderne dialekter udgøres af den såkaldte vestarmenske lydforskydning, ifølge hvilken vestarmensk p, t og k svarer til østarmensk b, d og g og omvendt.

Grammatiske træk

Af særlige grammatiske træk kan nævnes, at syv kasus er bevaret, men adjektivets kasusbøjning udelades ofte. Grammatisk køn er faldet væk. Verbet har bevaret sin personbøjning, men er i øvrigt stærkt forenklet. Udviklingen i retning af større grammatisk regelmæssighed er fortsat til det moderne sprog, der er af den agglutinerende type, hvilket vil sige, at ord kan skilles i stamme og bøjningsendelser med kun ét indholdselement.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig