Brudstykke af tekst på pahlavi med en nypersisk version i arabisk skrift oven over hver linje; fra Cod. Iran. 29 i Det Kgl. Biblioteks iranske håndskriftsamling. Teksten, der er skrevet af en af de sasanidiske fædre, er fra Pandnamak-i Zartusht 'Zartushts bog med gode råd', en form for katekismus inden for zarathustrismen. Den indledes således: Når ethvert menneske kommer i 15-års-alderen, bør det vide besked med så meget.... Den her viste tekst, der omtaler den gode verden, Ohrmazd, og den onde, Ahriman, er stk. 9, 10 og første del af 11: Fra gode gerninger (kommer) frelse og fra synd fordærv, og Ohrmazd er min ven og Ahriman min fjende, og religionens vej er én. Én vej, nemlig den gode tanke og det gode ord og den gode gerning, (vejen til) paradiset, lyset og renheden og den ubegrænsede skaber Ohrmazd, som altid var til og altid vil være til. (Og der er også) en anden vej, nemlig den onde tanke og det onde ord og den onde gerning, mørket.

.

Persisk er det eneste iranske sprog, der er skriftligt dokumenteret fra både de old-, middel- og nyiranske perioder. Nypersisk, der tales af ca. 61 millioner mennesker (2006), er officielt sprog under navnet farsi i Iran, dari eller kabuli i Afghanistan og tadsjikisk i Tadsjikistan. Persisk anvendes desuden som lingua franca i disse lande samt i tilgrænsende områder og er via udvandring udbredt til andre verdensdele.

Faktaboks

Også kendt som

farsi (om moderne persisk i Iran), dari (om moderne persisk i Afghanistan), tadsjikisk (om moderne persisk i Tadsjikistan)

Historiske sprogtrin

Oldpersisk

Oldpersisk er overleveret gennem de achaimenidiske klippeindskrifter fra 550-300 f.v.t. De er skrevet med alfabetisk kileskrift med blot få ideogrammer.

Middelpersisk

Middelpersisk (ca. 300 f.v.t.-900-tallet e.v.t.) er skrevet med en variant af det aramæiske alfabet og indeholder ofte ideogrammer. Der skelnes mellem tre sprogformer, "indskriftmiddelpersisk", pahlavi og manikæisk middelpersisk. Det kendes fra især religiøse værker som de zarathustriske skrifter Denkart (Troens værk), Bundahishn (Den første skabelse) og Shkandgumanik vitshar (Den tvivlsønderdelende forklaring), men også fra en række profane værker som Drakht asurik ut buz (Det babyloniske træ og gedebukken) og Tshatrangnamak (Bogen om skakspillet); se Irans litteratur.

Nypersisk

Nypersisk er persisk fra 900-tallet og frem. Blandt de tidlige tekster er persernes nationalepos fra ca. 1000, Firdausis Shahname (Kongebogen). Nypersisk skrives med arabisk skrift tilføjet fire ekstrategn.

Grammatik

Den sproghistoriske udvikling fra oldpersisk over middelpersisk til nypersisk udviser gennemgribende grammatiske forenklinger inden for alle ordklasser. Det komplicerede kasussystem i oldpersisk omfatter foruden de bl.a. fra tysk kendte kasus (dog ingen særskilt dativ) også ablativ, lokativ, vokativ og instrumentalis og varierer bøjningsmæssigt i vokal- og konsonantstammer, men findes hverken i middel- eller nypersisk, hvor det i et vist omfang er erstattet af postpositioner.

Genitiv angives på nypersisk ved markering af det ejede og ikke som på dansk med markering af ejeren, fx dokhtar-e ān mard 'den mands datter', egl. 'datter-genitiv den mand', idet genitivendelsen -e er hæftet på ordet for datter. Denne -e-konstruktion betegnes som en ezāfe-forbindelse, som også benyttes ved et substantiv i forbindelse med et modificerende adjektiv. Et karakteristisk træk i middelpersisk og nypersisk er generalisering af oldpersiske genitivformer, jf. nypersisk man 'jeg', der er udviklet af den oldpersiske genitivform manā, af adam 'jeg'.

Også verbalbøjningen er langt mere udbygget i oldpersisk end i middel- og nypersisk. Trods en tilsyneladende enkelhed i verbalsystemet i nypersisk er forhold vedrørende tempus, aspekt og modus omdiskuterede.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig