Indisk filologi, indologi, videnskaben om Sydasiens sprog, litteratur og kultur med Indien som kerneområde. Oldtidens indere beskæftigede sig tidligt med filologiske studier for at sikre en korrekt overlevering og fortolkning af de mundtligt overleverede, hellige vedaer, hvis sprog og tankeverden efterhånden frembød store vanskeligheder for forståelsen. Det resulterede i en række nye videnskabsgrene, bl.a. fonetik og ikke mindst grammatik, hvor den geniale Paninis grammatik blev normativ for sanskrit.

I den vestlige verden var kendskabet til Indiens oldtidssprog og -litteratur længe sparsomt og unøjagtigt. Først med det britiske herredømme i Indien fik Europa for alvor kendskab til sanskrit og dets litteratur. Banebrydende var især Henry Thomas Colebrooke (1765-1837), der må betegnes som den egentlige grundlægger af den indiske filologi. Brødrene A.W. og F. Schlegel indførte faget i Tyskland, hvor det hurtigt fik solidt fodfæste og resulterede i den sammenlignende indoeuropæiske sprogvidenskab med Franz Bopp som ledende figur. J. Prinseps dechifrering af kong Ashokas indskrifter dannede grundlaget for studiet af middelindoarisk, hvor bl.a. Chr. Lassen, H.G. Jacobi og Richard Pischel har ydet en banebrydende indsats. Studiet af vedisk sprog og litteratur blev indledt af Rudolf Roth og videreført af bl.a. tyskerne F. Max Müller, H.G. Grassmann, K.F. Geldner og Heinrich Lüders, franskmanden Louis Renou, hollænderen Jan Gonda, briterne A.A. Macdonell og A.B. Keith samt amerikanerne William Dwight Whitney og Maurice Bloomfield. Et solidt fundament for indisk leksikografi blev skabt af R. Roth og Otto von Böhtlingk med deres monumentale sanskritordbog (1852-75), hvis afløser først begyndte at udkomme fra 1976 i den indiske by Pune; hertil kommer en etymologisk ordbog (1956-80) af Manfred Mayrhofer og en omfattende, endnu uafsluttet sanskritgrammatik af Jakob Wackernagel mfl.

Forholdsvis sent er indisk filologis fagområde i Europa med baggrund i fx George A. Griersons og Ralph Turners arbejde blevet udvidet til også at omfatte de nyindiske sprog og litteraturer, men fagets kerne er, i delvis modsætning til USA, stadig den klassiske indiske filologi.

Flere danske indiske filologer har beskæftiget sig med studiet af det middelindoariske sprog pali, hvortil der er et rigt materiale i Danmark pga. en enestående samling af palmebladshåndskrifter, som Rasmus Rask hjembragte fra Ceylon i 1823; det gælder først og fremmest V. Fausbøll og C.V. Trenckner samt Dines Andersen. Andre har ydet væsentlige bidrag på andre områder, således N.L. Westergaard, H.S. Vodskov og Poul Tuxen. En tidlig pioner inden for studiet af nicobarisk var F.A. de Roepstorff.

Se også indoariske sprog.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig