De italiske sprog er en indoeuropæisk sprogfamilie, der taltes på Den Italiske Halvø i oldtiden. Den omfatter sproggrupperne latino-faliskisk og sabellisk, også kaldet oskisk-umbrisk.

Det uden sammenligning bedst dokumenterede italiske sprog er latin. Faliskisk, der blev talt i og omkring byen Falerii, det nuværende Cività Castellana, er latins nærmeste slægtning.

De to bedst dokumenterede sabelliske sprog er oskisk, der kendes fra over 200 indskrifter, og umbrisk, der især er kendt fra den lange indskrift på de iguvinske tavler med over 4000 ord. Et tredje sabellisk sprog, sydpikensk, kendes fra ca. 20 indskrifter fra Picenum ved Adriaterhavet syd for Ancona. De øvrige sabelliske sprog er alle sparsomt overleveret; visse af dem regnes undertiden for dialekter af henholdsvis oskisk og umbrisk.

De italiske sprog blev i takt med Roms øgede politiske dominans trængt tilbage af latin, der først blev brugt som administrationssprog, senere også som talesprog.

Andre sprog i oldtidens Italien

I øvrigt taltes der i oldtidens Italien mindst fem andre indoeuropæiske sprog, der i begrænset omfang forstås ud fra de oftest ret korte indskrifter: ligurisk, lepontisk, venetisk, østitalisk, tidligere kaldet palæosabellisk samt messapisk. Lepontisk er et keltisk sprog, mens de øvrige sprogs tilhørsforhold til den italiske sprogfamilie er omdiskuteret.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig