Spansk er et romansk sprog, der skønnes at være modersmål for ca. 399 millioner (2012), heraf ca. 38 millioner i Spanien og resten i Nord-, Mellem- og Sydamerika samt i enklaver i Afrika og Asien. Det er dermed verdens næststørste sprog. Hertil kommer ca. 89 millioner, der taler spansk som andetsprog. I de spanske regioner Galicien og Catalonien har de iberoromanske sprog galicisk og catalansk siden 1980'erne haft officiel status sammen med spansk. I Latinamerika er spansk officielt sprog i de fleste stater. Også i de sydlige dele af USA er spansk udbredt. På Balkan, i Mellemøsten og i Tyrkiet har de spanske jøder, der i 1492 blev fordrevet fra Spanien, bevaret 1400-tallets spansk, skrevet med både hebraisk og latinsk alfabet — en variant af sproget, som flere steder næsten blev udryddet under 2. Verdenskrig; se judesmo, ladino og sefardiske jøder.

Historie

Spansk er resultatet af 2000 års udvikling af det latin, der blev talt på Den Iberiske Halvø efter romernes erobring. De mange folk, der inden havde beboet området, bl.a. iberere, baskere, fønikiere, grækere og keltere, har kun efterladt sig få spor i moderne spansk, især i form af stednavne. Flere keltiske elementer blev optaget i latin inden dette sprogs udbredelse til Den Iberiske Halvø, fx spansk camisa 'skjorte', cerveza 'øl' og carro 'vogn', mens baskerne i vidt omfang unddrog sig romaniseringen og bevarede deres eget sprog, baskisk.

Efter ca. 600 års romersk besiddelse blev Den Iberiske Halvø i 400-tallet invaderet af de allerede delvist romaniserede visigoter, der tiltvang sig magten over det meste af landet. Derfor stammer mange dagligord i spansk fra germansk, fx bastardo 'bastard', rico 'rig', orgullo 'stolthed', blanco 'hvid', bandido 'bandit' og estribo 'stigbøjle'. Der findes mere end 2000 stednavne af germansk oprindelse, heraf en del afledt af burgo 'borg'. Indtil begyndelsen af 600-tallet opretholdtes den sociale afstand mellem erobrerne og de erobrede. Dette forhold afspejles undertiden i stednavnene, fx findes der med få kilometers afstand landsbyer med navne som Godos med betydningen 'goter' over for Romanos 'romere', henholdsvist beliggende i provinserne Teruel og Zaragoza. Typisk spanske personnavne som Fernando og Gonzalo stammer ligeledes fra germansk, jf. de latiniserede former Fridenandus og Gundisalvus. Det romanske sprog forblev dog altdominerende.

Den lange muslimske tilstedeværelse fra erobringen i 711 til den endelige fordrivelse i 1609-1611 har afsat ca. 4000 ord. Mange af dem er genkendelige på den arabiske artikel al, som ofte assimileres. Det drejer sig mest om substantiver vedrørende administration, teknik, videnskab, land- og havebrug, arkitektur og kunst mv. som alcohol, algebra og algodón 'bomuld'. Også mange stednavne er bevaret, fx Alcázar, Algarbe, Guadalajara og Guadalquivir. Under de første århundreders muslimske herredømme bevarede de besejrede deres romanske sprog mozarabisk side om side med arabisk.

Den kristne generobring begyndte allerede i 700-tallet. Asturere og leonesere førte an, men efterhånden blev kongeriget Castilien førende. Dermed blev castiliansk dominerende, således at det sprog, der oprindelig blev talt i et lille område nord for Burgos, omkring 1100 havde bredt sig til syd for Toledo. De første længere spanske tekster stammer fra omkring 1200. Det er bemærkelsesværdigt, at de stadig kan læses med blot få kommentarer. Samtidig med erobringen af det sidste muslimske kongedømme, Granada, i 1492 indledte Spanien sin erobring af Amerika. Som forudsagt af A. Nebrija i hans Gramática de la lengua castellana fra samme år var "sproget imperiets ledsager".

De varianter af spansk, der i dag findes på de amerikanske kontinenter, kan alle henføres til træk fra sproget på Den Iberiske Halvø; især den andalusiske variant har haft stor udbredelse. Mødet med de indianske sprog har efterladt en del betegnelser på nye fænomener, fx fra arawak canoa og maíz, fra nahuatl cacao, chocolate og tomate, fra quechua cóndor, puma og pampa samt fra guaraní tapir, jaguar og ananá.

Fransk har i flere perioder bidraget med låneord, i middelalderen således fx jardín 'have' og cofre 'kiste' og senere fx hotel og silueta 'silhuet'. Mange af oplysningstidens lån er senere forsvundet; bevaret er dog ord som interesante, mamá og papá. Den århundredlange spanske tilstedeværelse i Italien har tillige banet vejen for mange nye ord af italiensk oprindelse, fx medalla 'medalje' og soneto 'sonet'. I nyeste tid er det også i Spanien den angelsaksiske indflydelse, der via ungdomskulturens og teknikkens sprogbrug gør sig stærkest gældende.

Dialekter

Standardsproget er castiliansk. Inden for denne hoveddialekt findes der talrige varianter. I Aragonien tales aragonsk, nu mest udpræget i den nordlige del af Huesca, og mod vest i León leonesisk. Disse to hoveddialekter blev allerede i 1300-tallet presset af castiliansk, og deres udbredelse er i nutiden begrænset. Under generobringen trængte castiliansk først i 1300-1400-tallet ned i Andalusien. Der er derfor markante, især fonetiske, træk, der adskiller denne regions sprog fra castiliansk, hvad der begrunder en særlig andalusisk dialekt. Det spansk, der tales på De Kanariske Øer og i Latinamerika, er i høj grad påvirket af de dialekter, som erobrere og emigranter har talt, først og fremmest andalusisk. I dag har de dog, både hvad angår udtale og ordforråd, en lang række særlige træk.

Spansk opdeles i fire hoveddialekter: castiliansk, som er det spanske rigssprog, leonesisk, aragonsk og andalusisk; sydamerikansk spansk, der mest er baseret på andalusisk, omfatter bl.a. pga. den store geografiske spredning mange udtalevarianter, men typiske fællestræk er bl.a. udtalen af spansk c foran e og i samt z[θ] som [s].

Spanske hoveddialekter

castiliansk leonesisk aragonsk andalusisk latin dansk
udviklingen af latinsk f- hacer facer facer hacera facere ’gøre’
udviklingen af latinsk pl- lleno chenu plen(o) yenob plenum ’fuld’
udviklingen af latinsk [lj] mujer muller mullé(r) muhera mulierem ’kvinde’
udviklingen aflatinsk perfektum2. pers. sg. cantaste canteste cantés(-ós) cantahte cantavisti ’du sang’
a. h udtales i dele af andalusisk i modsætning til i castiliansk aspireret
b. dette fænomen, som på spansk kaldes yeísmo, har også bredt sig til store dele af castiliansk

Udtale

Spansk udtales i vidt omfang, som det skrives. Der er fem betydningsadskillende vokaler, [i e a o u], som alle udtales relativt åbent og bevarer klangfarven også i ubetonede stavelser. I kombinationer med [i] og [u] dannes diftonger og triftonger, af hvilke de hyppigste er [ue io ia ie]. De 19 distinktive konsonanter omfatter de ustemte klusiler [p t k], som er uaspirerede og spændte; [t] udtales postdentalt, [b d g] er stemte, og især mellem vokaler udtales de som hæmmelyd, men ellers klusilt; affrikaten [ʧ], der skrives ch, udtales som i engelsk church 'kirke'; [θ], der skrives c foran e og i og ellers z, udtales som th i engelsk thin 'tynd', mens [χ], der skrives g foran e og i og ellers j, udtales som i tysk nach. Den palatale nasal [ɲ], der skrives ñ, minder lydligt om [nj]; den palatale lateral [ʎ], der skrives ll, udtales stadig hyppigere som en j-lyd. De to r-fonemer, [r] og [ɾ], artikuleres begge som tungespidslyde; se r-lyde.

Den hyppigste stavelsestype i spansk består af konsonant + vokal. I udtale har ordgrænser ikke stor betydning, jf. las hijas se han ido 'døtrene gik deres vej', der udtales [lɑ-si-χɑ-sɛɑ-ni-ðʌ]. Overtrækning af final konsonant giver som regel denne stavelsestype.

Spansk intonation har modsat fx engelsk ikke store toneudsving. Med toneforskelle markeres fx spørgsmål over for fremsættende ytringer. Rytmen er baseret på stavelseslængde, fokus og emfase. Trykfordelingen i ord kan være distinktiv, fx canto 'jeg synger' over for cantó 'han sang'. Hyppigst ligger trykket på næstsidste stavelse i det ordforråd, der har fulgt den almindelige lydudvikling; fx er af græsk kathedra 'stol' afledt cadera 'hofte' modsat den lærde form cátedra 'lærestol'.

Morfologi og syntaks

Spansk er et flekterende sprog, hvis bøjningsendelser rummer flere betydningsdele, fx endelsen , der angiver 3. person, singularis, præteritum og indikativ. Verbalbøjningen rummer kategorierne person, numerus, tempus, aspekt og modus. Modsat latin bøjes verberne ikke i diatese, idet forskellen mellem aktiv, passiv og medium udtrykkes ved brug af refleksive pronominer og omskrivning med verbet ser 'være', jf. abrieron la puerta 'de (man) åbnede døren', se abrió la puerta 'man åbnede døren', la puerta se abrió 'døren gik op' og la puerta fue abierta 'døren blev åbnet'.

Både modus og aspekt er levende kategorier og semantisk fintmærkende, selvom spansk også rummer enkelte udtryk, fx para que 'for at', der har obligatorisk konjunktiv, fx lo digo para que vengas 'jeg siger det, for at du skal komme'. Da verbalbøjningen udtrykker forskelle i person, er pronominelt subjekt ikke obligatorisk. Spansk har videreført en analytisk tendens fra vulgærlatin med bl.a. præpositionsforbindelser i stedet for kasusbøjning, der kun er bevaret i de personlige pronominer, fx yo 'jeg', me 'mig' og 'mig'.

Substantiver er enten maskulinum eller femininum, og adjektiverne kongruerer i genus og numerus. Sætningsleddenes stilling er relativt fri med en tendens til at placere fokaliserede led sidst, fx el libro bueno over for el buen libro, begge med betydningen 'den gode bog', men hvor den første udtryksform betoner forskellen til evt. mindre gode bøger, er den sidste rent konstaterende; se også fokus.

Ordforråd og orddannelse

Spansk har i tidens løb fået tilført mange ord til det latinske kerneordforråd, især fra arabisk. Latin brugt som lærd sprog er fra middelalderen i udstrakt grad blevet en del af spansk.

Orddannelse sker enten ved sammensætning eller ved afledning. De rødder, der kan indgå i en sammensætning, genfindes i ordklasserne, fx anteojos 'briller', af præpositionen ante 'foran' og substantivet ojos 'øjne'. Ved afledning benyttes enten præfiks eller suffiks. Især suffikserne er mange og hyppigt brugte med næsten uoversættelige betydningsnuancer inden for hovedgrupperne diminutiver, augmentativer, superlativer, kollektiver og pejorativer.

Spansk i Danmark

Spansk hentede som verdenssprog i 1500-1600-tallet sine kendere fra de øverste samfundslag. Den første danske undervisningsbog i spansk var Linguæ Hispanicæ Compendium (1662) af professor i romanske sprog ved Københavns Universitet Carlos Rodríguez (1618-1689).

I begyndelsen af 1800-tallet opnåede spansk en større udbredelse, og i kølvandet på Napoleons udstationering af spanske soldater i Danmark udkom den anonyme parlør Den spanske Tolk (1808), og i 1824 udgav Rasmus Rask sin Spansk Sproglære. Først omkring 1900 udkom egentlige lærebøger. Regelmæssig undervisning ved handelshøjskoler og universiteter begyndte ca. 1950 og blev markant udvidet i slutningen af 1960'erne; siden 2005 har spansk haft det største antal optagne studerende af alle fremmedsprogsfag efter engelsk ved både Aarhus og Københavns Universitet. Spansk indførtes som gymnasiefag i 1984 og har siden 1970'erne tillige været et af de mest søgte aftenskolefag.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig