Targum Onkelos.
Side fra hebraisk/aramæisk manuskript fra 11. århundrede e.v.t., der indeholder Anden Mosebog 12.25ff. med hebraisk tekst fulgt umiddelbart af aramæisk oversættelse, vers for vers. Begge sprog skrives med den oprindeligt aramæiske såkaldte kvadratskrift. Fra The Schøyen Collection.
Af .
Licens: Public domain

Aramæisk er et semitisk sprog, der tidligst er bevidnet i inskriptioner fra ca. 900 f.v.t., og som i videreudviklet form endnu bliver talt i dag i adskillige varianter. I oldtiden spillede aramæisk en enorm rolle som administrationssprog og fælles kommunikationssprog (lingua franca) i skiftende storriger i Nærorienten. Også som religiøst sprog inden for især jødedommen og kristendommen har det haft stor betydning. Det Gamle Testamente indeholder længere passager på aramæisk, og i Det Nye Testamente findes et antal aramæiske ord og udtryk, bl.a. tillagt Jesus selv. Det er en udbredt antagelse, at den historiske Jesus, som nogle mener at kunne rekonstruere bag Det Nye Testamentes beretninger, må have haft en aramæisk dialekt som modersmål.

I de ældste perioder var aramæisk forholdsvist ensartet, men med tiden udviklede forskellige varianter af sproget sig så meget, at aramæisk snarere må betragtes som en gruppe af beslægtede sprog, idet der ikke nødvendigvis er mulighed for gensidig forståelse blandt dem, der taler nutidens former for aramæisk.

Aramæisk blandt de semitiske sprog

Det semitiske "stamtræ"
På denne skematiske oversigt over de semitiske sprog kan man se aramæisk som del af den nordvestsemitiske gruppe.
Det semitiske "stamtræ"
Af .
Licens: CC BY NC SA 3.0

Aramæisk hører til den nordvestsemitiske gruppe inden for de semitiske sprog. Denne gruppe er en del af den centralsemitiske gruppe, hvor også arabisk hører til, og centralsemitisk er på sin side en del af den vestsemitiske hovedgren af semitisk (se stamtræet nedenfor).

Den nordvestsemitiske gruppes interne forhold er omdiskuterede. De fleste forskere ser fire sideordnede sprog eller grupper af sprog: aramæisk, kanaanæisk, ugaritisk og samalisk. Nogle forskere har dog anset ugaritisk for at være kanaanæisk, og det samaliske sprogs status som selvstændigt sprog i forhold til aramæisk er blevet debatteret. Det synes nu klart, at der er træk, som adskiller samalisk fra både aramæisk og kanaanæisk. I nyere forskning har man til gengæld argumenteret for at opfatte aramæisk og kanaanæisk som så nært beslægtede, at de burde grupperes sammen som en aramæisk-kanaanæisk undergruppe inden for nordvestsemitisk. Grundlaget for denne opfattelse er nogle forholdsvis få fællestræk, som de to grupper tilsyneladende har udviklet i en periode, hvor de endnu udgjorde en enhed i modsætning til de andre nordvestsemitiske sprog, bl.a. en særlig partikel til markering af direkte objekter. Dette og andre foreslåede træk kan imidlertid også forklares som resultat af senere kontakt mellem de to grupper sprog.

Aramæisk og hebraisk

Aramæisk er sammen med hebraisk det bedst dokumenterede sprog inden for nordvestsemitisk, og disse to sprog er også de eneste sprog i denne gruppe, der tales i moderne tid – men mens hebraisk først i moderne tid er blevet genoplivet som talesprog, må aramæisk være blevet talt kontinuerligt siden oldtiden. Aramæisk er dermed det semitiske sprog, der har den længste ubrudte historie, idet andre semitiske sprog som akkadisk eller ugaritisk, hvis dokumenterede historie startede tidligere, allerede uddøde i oldtiden, mens moderne sprog som arabisk eller de etiopiske sprog ikke er bevidnet i så tidlig tid som aramæisk.

Traditionelt er aramæisk og hebraisk i sprogenes klassiske former ofte blevet studeret sammen, ikke mindst fordi begge sprog findes i Det Gamle Testamente. Ezras Bog 4,8-6,18 og 7,12-26 er på aramæisk, og det samme er Daniels Bog 2,4-7,28 samt et enkelt vers i Jeremias’ Bog (10,11). Desuden er der en mængde aramæiske låneord og anden sproglig påvirkning andre steder i Det Gamle Testamente. I den rabbinske jødiske litteratur bruges aramæisk og hebraisk også ofte side om side. Der er mange ligheder mellem de to sprog, både i form af nedarvede træk og i form af gensidig påvirkning i løbet af den tid, hvor begge sprog blev brugt som jødisk litterært sprog. Samtidig er der en række karakteristiske forskelle (se nedenfor om de lydlige og grammatiske forhold).

Inddeling af aramæisk

Aramæisk findes op gennem tiden dokumenteret i en lang række skriftligt nedfældede varianter, som kan inddeles på forskellige måder. Det er ikke bare tidsmæssige og geografiske forhold, der gør sig gældende, men også sociolingvistiske forhold, idet flere af de overleverede former for aramæisk er specifikt forbundet med bestemte religiøse grupperinger. Også når det gælder de moderne aramæiske talesprog er der dokumenteret meget store sproglige forskelle mellem aramæisktalende mennesker, som kommer fra samme område, men som tilhører forskellige religiøse traditioner.

Følgende oversigt er i første omgang kronologisk med yderligere inddeling efter geografiske og andre forhold i de senere perioder. Årstalsangivelserne er omtrentlige, og der findes forskere, som foretrækker andre måder at opdele perioderne på.

Oldaramæisk (ca. 900 til 700 f.v.t.)

Dette sprogtrin er dokumenteret i inskriptioner i et større område fra Syrien til Mesopotamien. De ældste er fra det nordøstlige og centrale Syrien. Allerede i denne periode kan man spore visse dialektale forskelle. Med tiden gik aramæisk fra at være aramæernes sprog til at blive brugt bredere som kommunikationsmiddel i hele Nærorienten.

Sproget i Deir Alla-inskriptionen (fra 700-tallet f.v.t.) er svært at placere. Nogle forskere opfatter det som aramæisk, andre mener, at det er kanaanæisk eller en form for blandingssprog; måske er inskriptionen en oversættelse af en oprindeligt kanaanæisk tekst til aramæisk.

Rigsaramæisk (ca. 700 til 200 f.v.t.)

Det aramæisk, der er overleveret i tekster fra denne periode, kaldes rigsaramæisk, fordi sproget i en forholdsvis standardiseret form blev administrations- og handelssprog i en række storriger, der afløste hinanden i Nærorienten (det nyassyriske, nybabylonske og persiske rige). Det fungerede bredt som lingua franca. De fleste tekster stammer fra persisk tid, især fra den egyptiske del af riget. Bl.a. er der fundet en stor mængde dokumenter på øen Elefantine i Nilen, hvor der var en koloni af jødiske lejesoldater. Disse tekster omfatter både handels- og ægteskabskontrakter, breve til myndighederne i Jerusalem og rester af litterære værker. Dele af Ezras Bog i Det Gamle Testamente er skrevet på et aramæisk, der ligger tæt op ad rigsaramæisk.

Middelaramæisk (ca. 200 f.v.t. til 200 e.v.t.)

Genesisapokryfen
Genesisapokryfen er en af de aramæiske Dødehavsruller. Den er fundet i hule 1 ved Qumran og indeholder en aramæisk genfortælling af dele af Første Mosebog.
Genesisapokryfen
Af .
Licens: CC BY SA 4.0

Selvom græsk fortrængte aramæisk som administrationssprog i hellenistisk tid, blev aramæisk i lang tid endnu brugt som almindeligt kommunikationsmiddel i store dele af Nærorienten, men med stadig stærkere dialektal opsplitning. Et litterært standardaramæisk i stil med rigsaramæisk levede videre, men de talte dialekter afspejles i højere og højere grad i de overleverede tekster.

Den middelaramæiske periode omfatter bl.a. sproget i Palmyra og nabatæisk fra byen Petra i Jordan samt den aramæiske del af Dødehavsrullerne og de ældste af de såkaldte targumer (aramæiske oversættelser af Det Gamle Testamente). Den del af Daniels Bog i Det Gamle Testamente, der er på aramæisk, regnes også gerne som middelaramæisk. Også de aramæiske ord, der af og til optræder i Det Nye Testamente i forgræsket form, hører kronologisk til denne periode (fx marana ta, effata og Elí! Elí! lemá sabaktáni?). Hvis de afspejler det faktisk talte sprog i Palæstina, må de knyttes til en tidligere form af den jødisk-palæstinensiske dialekt galilæisk, der omtales under senaramæisk.

Senaramæisk (ca. 200 til 700 e.v.t.)

I senaramæisk tid opdeler man gerne aramæisk i en østlig og vestlig gren. Østligt senaramæisk omfatter jødisk-babylonsk aramæisk (i Den Babylonske Talmud), mandæisk (i mandæernes religiøse litteratur) og syrisk, der findes i en stor mængde primært kristen litteratur og fortsatte med at blive brugt som skriftsprog og liturgisk sprog, længe efter at det var gået ud af brug som talesprog. Langt det meste af den samlede overleverede aramæiske litteratur er på syrisk. Vestligt senaramæisk omfatter jødisk-palæstinensisk (bl.a. i targumer), herunder galilæisk (især i Den Jerusalemitiske Talmud), kristent-palæstinensisk aramæisk og samaritansk aramæisk.

Moderne aramæisk (ca. 700 e.v.t. til nutiden)

Selvom de moderne former for aramæisk først er dokumenteret i nyere tid, sættes begyndelsen til ”moderne aramæisk” allerede omkring 700 e.v.t., fordi det er fra dette tidspunkt, at aramæisk blev sat under voldsomt pres fra andre sprog – især fra arabisk, der bredte sig med islams fremkomst efter 600-tallet. En række af dialekterne fra senaramæisk tid levede fortsat videre som litteratursprog i en periode, men de overlevende lommer af talt aramæisk blev stadig mindre. I nutiden er der måske omkring 1 million mennesker, der taler aramæisk. De aktuelle forhold i Mellemøsten gør det svært at sige noget præcist om antal og udbredelse, men en stor del af dem, der taler aramæisk, lever i dag i andre verdensdele som følge af emigration og flugt.

Nutidens former for aramæisk afviger ofte meget fra hinanden og kan snarere betegnes som selvstændige sprog end som dialekter. Dette skyldes bl.a., at der ikke længere findes noget samlende standardsprog, at de i det hele taget ikke har haft nogen skriftlig tradition, og at de forskellige sprog i forskellige områder har oplevet stor påvirkning fra forskellige fremmede sprog som arabisk, tyrkisk eller kurdisk.

Nutidens sprog kan ligesom på det senaramæiske trin opdeles i en vestlig gren med nyvestaramæisk, der tal(t)es af ca. 15.000 mennesker i bjergene nær Damaskus i Syrien, især i byen Malula, og en østlig gren, der igen opdeles i flere undergrupper med mange dialekter/sprog i Tyrkiet, Irak og Iran, bl.a. turoyo eller turabdinsk, moderne mandæisk og en lang række nordøstlige nyaramæiske dialekter/sprog, deriblandt urmisk.

Lydlige og grammatiske forhold

En række lydlige og grammatiske træk kendetegner aramæisk i forhold til resten af de nordvestsemitiske sprog. Bl.a. udviklede de interdentale frikativer θ (”blødt” t) og ð (”blødt” d) sig med tiden til lukkelyde, hhv. t og d. På hebraisk blev disse lyde derimod til hhv. š (sh-lyd) og z. Fx svarer aramæisk tor (”okse”) til hebraisk šor, og aramæisk dǝhav (”guld”, med kort, reduceret ”mumlevokal” i første stavelse) svarer til hebraisk zāhāv. Det sidste ord illustrerer et andet karakteristisk lydligt træk ved aramæisk, nemlig forkortelse eller svind af vokaler i situationer, hvor man på hebraisk til gengæld ofte ser forlængelse.

Aramæisk er endvidere ikke omfattet af udviklingen af oprindeligt langt ā til ō, som er typisk for de kanaanæiske sprog – men nogle senere former for aramæisk kender til en lignende lydlig udvikling. Et træk, som aramæisk deler med hebraisk, er svækkelse af en række konsonanter, når de står efter vokal, fx bliver b til v, p til f osv.

På det grammatiske område er tidligt aramæisk bl.a. kendetegnet ved en (gradvis) udvikling af en efterhængt bestemt artikel -ā, ved endelsen -ān i femininum pluralis i stedet for det nedarvede -āt (i analogi til maskulinum pluralis -īn), og ved tabet af den nedarvede passive verbalstamme med n-præfiks. Den ursemitiske kasusbøjning er gået tabt.

Verbalsystemet omfatter de nedarvede former, der traditionelt kaldes perfektum og imperfektum, bøjet med hhv. suffikser og en blanding af præ- og suffikser, samt – i de ældste perioder – den ligeledes nedarvede kortere form af imperfektum, der kaldes jussiv. Efterhånden kommer participiet til at spille en karakteristisk og stadig større rolle i verbalsystemet.

Nogle udviklinger i senere aramæisk

På de senere trin af aramæisk sker der mange ændringer, både på det lydlige og grammatiske område. Bl.a. har den efterhængte bestemte artikel på syrisk og på de fleste moderne dialekter/sprog mistet sin bestemthedsbetydning og er simpelthen blevet til en del af et ords grundform. Nogle af nutidens former for aramæisk har så udviklet nye måder at betegne bestemthed på. Turoyo har fx en foranstillet artikel med forskellig form for maskulinum, femininum og pluralis, og nogle aramæisktalende jøder i iransk Kurdistan har overtaget en kurdisk efterhængt bestemt artikel. Nutidens former for aramæisk er kendetegnet ved store omvæltninger i verbalsystemet, især inden for de mange østlige sprog eller dialekter. Her er den centrale del af det gamle system (med perfektum og imperfektum) helt forsvundet, og nye former bygget over det aktive og passive participium er blevet dannet. Disse sprog har også typisk udviklet delvis ergativ syntaks.

Aramæisk skrift

Syrisk skrift
Oversigt over de tre syriske skrifttyper: serto (her kaldet ”Usual Syriac Character”), estrangela (estrangelo) og nestoriansk. Hvert tegn har flere varianter afhængig af placering i ordet (men varianterne vises kun for den første type). Side fra Th. Nöldeke, Compendious Syriac Grammar, oversat af J.A. Crichton (London, 1904). Public domain.
Syrisk skrift
Af .

Den aramæiske skrift er afledt af den fønikiske, men udviklede med tiden en særlig karakteristisk ”kvadratisk” form, såkaldt kvadratskrift. Denne blev senere overtaget til skrivning af hebraisk i stedet for den ældre palæohebraiske skrift, som lå tættere op ad den fønikiske – den oprindeligt aramæiske kvadratskrift kaldes derfor nu ofte hebraisk skrift. Skriften er som udgangspunkt en ren konsonantskrift, men efterhånden begyndte man at bruge nogle af konsonantbogstaverne til at markere vokaler (w for u, j for i osv.), og endnu senere indførtes en række specifikke tegn til betegnelse af vokaler.

Syrisk findes skrevet med tre forskellige skrifttyper og med forskellige systemer for vokalbetegnelse. Syrisk skrift bruges også til at skrive nogle af de moderne aramæiske sprog/dialekter med. Mandæisk udviklede sin egen alfabetiske kursivskrift, mens samaritansk brugte en skrift baseret på palæohebraisk/fønikisk. Nogle af nutidens aramæiske sprog/dialekter er desuden blevet skrevet med latinske bogstaver, bl.a. turoyo.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig