berberisk

Berberisk er en gruppe af sprog, der før arabernes erobring i 600-1000-tallet taltes i hele det nordlige Afrika bortset fra Nildalen.

Den ældste kendte form for berberisk var formodentlig det libyske sprog, hvis alfabet stadig i modificeret form er i brug i tuaregisk. Moderne berberisk er et talt sprog og kendes gennem europæiske optegnelser tilbage til ca. 1800. Som skriftsprog benyttes arabisk. Så tidligt som 1779 udgav danskeren Georg Høst Efterretninger om Marókos og Fes, samlede der i Landene fra 1760 til 1768, som indeholder berberiske ordlister. Desuden findes enkelte ældre tekster, skrevet med arabisk alfabet.

Berberisk er en gren af den afroasiatiske sprogæt og den gren, som står semitisk nærmest. Slægtskabet fremgår først og fremmest af en betydelig overensstemmelse i sprogenes grammatiske system, mens ordforrådet er forskelligt, idet kun ca. 300 berberiske ord kan genfindes i semitisk, fx īles 'tunge' svarende til arabisk lisān.

Verbalsystemet har to aspekter, perfektiv og imperfektiv, som betegnes hhv. perfektum og imperfektum. De to aspekter kan relatere til både fortid, nutid og fremtid, dog således at perfektum oftere end imperfektum angiver fortid, mens imperfektum oftere end perfektum betegner fremtid. I nutid tilkendegiver perfektum en tilstand og imperfektum et forløb. Således kan (ad-)yelmed angive alle tre tider: 'han lærte/han lærer/han skal lære'. Det foranstillede (ad-) er ikke et personpræfiks, men en såkaldt imperfekt-partikel, som kun i sjældne tilfælde kan udelades. Herudover har berberisk en tredje verbalform, intensiv imperfektum.

Karakteristisk for berberisk er også et system af statuspræfikser for navneord; disse bøjes i to tal, to køn og to status, status absolutus, der betegner det selvstændige sætningsled, fx subjekt eller objekt, samt ordets opslagsform i ordbøger. Status annexus betegner det underordnede sætningsled, fx genitiviske bestemmelser og styrelsen i præpositionsforbindelser, men benyttes også om subjektet, når dette er efterstillet verbet. Status er således også bestemt af navneordets position i sætningen.

Flertalsdannelse sker som i semitisk ved endelser eller ved skifte i ordets indre vokaler, fx ā+ī til ū+ā i āgādīr/īgūdār 'mur/mure'. Der er her ikke tale om omlyd, men om to vokalisationer, som kompletterer hinanden.

Berberisk er opdelt i adskillige dialekter, som synes at falde i to hovedgrupper; den ene omfatter de libyske dialekter og tuaregisk og har seks til syv vokaler: a, e, ā, ē, ī, ō, ū, mens den anden kun har tre vokaler: a, i, u samt en hjælpevokal e. Da tuaregisk er så forskelligt fra nordberberisk, bl.a. mht. vokalisation og intonation samt det begrænsede antal arabiske låneord, opfatter de fleste forskere tuaregisk og nordberberisk som to forskellige sprog med hver deres dialekter.