De kanaanæiske sprog er en gruppe af nært beslægtede sprog inden for den nordvestsemitiske gren af den semitiske sprogfamilie. Det bedst kendte kanaanæiske sprog og det eneste, der endnu bliver talt, er hebraisk. Gruppens andre sprog er Amarnakanaanæisk, moabitisk, edomitisk, ammonitisk og fønikisk (herunder punisk). Disse uddøde allerede i oldtiden og er kun kendt gennem en forholdsvis begrænset overlevering, primært i inskriptioner. De kanaanæiske sprog var oprindeligt hjemmehørende i områder, der i dag hører til det moderne Israel/Palæstina, Libanon og dele af Jordan. Fønikisk blev dog udbredt langt ud over sit oprindelige kerneområde i det nuværende Libanon – der er fundet inskriptioner på dette sprog i Nordafrika og Spanien samt på Cypern, Sicilien, Korsika og andre øer i Middelhavet.
Faktaboks
- Etymologi
-
De kanaanæiske sprog har navn efter Det Gamle Testamentes Kanaan (også Kana’an), der både er et stednavn og et personnavn. Kanaan er ifølge Første Mosebog 9,18 søn af Kam (eller Ham), der er den anden af Noas tre sønner. Som stednavn betegner Kanaan ”det forjættede land”, dvs. området vest for Jordanfloden, svarende til Israel/Palæstina.
Den moderne brug af ordet kanaanæisk om en sproggruppe, der bl.a. omfatter hebraisk, afviger markant fra opfattelsen i Det Gamle Testamente, hvor ”kanaanæisk” og ”kanaanæere” primært bruges som negative modstykker til de hebraisktalende israelitter. Slægtslisterne i Første Mosebog grupperer Kanaan, som de kanaanæiske sprog er navngivet efter, sammen med Kams (Hams) øvrige sønner, der blev stamfædre til en række ikke-semitiske folkeslag/sprog.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.