Libysk er et nordafrikansk oldtidssprog, der var udbredt fra det nuværende Egyptens vestgrænse til Marokko. Sproget er benævnt efter den gamle græske betegnelse for et folk, som var bosat vest for Egypten.

Libysk er omtalt i egyptiske tekster fra det 19. dynasti (1307-1196 f.v.t.) som rbw svarende til lbw, da man kun havde ét hieroglyftegn for både r og l på gammelegyptisk; heraf senere den græske benævnelse libykos. Sproget kendes fra en række korte gravindskrifter især fra det nuværende Tunesien og den østlige del af Algeriet. Gravindskrifterne er skrevet med en konsonantskrift kaldet det libyske alfabet; skriften er af ukendt oprindelse, men bygget over det samme princip som det fønikiske alfabet. En del indskrifter er libysk-puniske og senere libysk-latinske, hvilket har muliggjort en delvis tydning. Libysk anses for at være en tidlig form af berberisk, og alfabetet bruges stadig af tuaregerne, som kalder det tifinagh.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig