syrisk

Den klassiske form for syrisk hører til den senaramæiske fase af aramæisk, efter den mest udbredte inddeling af det aramæiske sprogs historie (ca. 200-700 e.v.t.). De tidligste oldsyriske inskriptioner stammer fra den tidligere fase, der kaldes middelaramæisk. De fleste forskere opdeler senaramæisk i en østlig og en vestlig gren. Syrisk hører til den østlige gren, sammen med jødisk-babylonsk aramæisk (der findes overleveret i Den Babylonske Talmud) og mandæisk (bevidnet i mandæernes religiøse litteratur). Nogle forskere betragter dog syrisk som del af en separat central gren, der hverken er vestlig eller østlig.

Oldsyrisk er bevidnet i over 100 inskriptioner fra de første tre århundreder e.v.t., primært på sten og i form af mosaikker. De stammer fra området omkring oldtidens Edessa og er skrevet med tidlige varianter af de skrifttyper, der kendes fra senere klassisk syrisk. Den ældste er sandsynligvis fra år 6 e.v.t. og sidder som del af muren på slottet Birecik. Der er tale om en gravinskription, hvilket også gælder for en stor del af de resterende inskriptioner. Der er ikke tegn på kristen indflydelse i inskriptionerne, men en række hedenske guddomme nævnes, også som del af personnavne. Ud over inskriptionerne klassificerer man desuden sproget i tre retslige dokumenter skrevet på pergament som oldsyrisk. Disse dokumenter stammer fra omkring 240 e.v.t.

Et karakteristisk træk ved klassisk syrisk er præfikset n- i tredje person maskulinum i den verbalform, der kaldes imperfektum. I det meste af det oldsyriske materiale er præfikset imidlertid j- ligesom i rigsaramæisk og andre ældre former for aramæisk. Kun i de tre pergamentdokumenter og et par inskriptioner, alle nok fra efter år 200 e.v.t., er den senere n-form bevidnet. Der er også en række ortografiske og (så vidt man kan skønne ud fra skriften) lydlige forhold, der adskiller oldsyrisk fra klassisk syrisk.

I sin klassiske form er syrisk bevidnet i en righoldig, primært kristen, litteratur, bl.a. bibeloversættelsen Peshitta og eksegetiske, liturgiske, filosofiske og historiske værker. Af alle typer af aramæisk er klassisk syrisk den, der er overleveret mest af. Det er en forholdsvis standardiseret sprogform, der blev brugt som lærd sprog i en lang periode i et stort område, men der kan også spores en vis varians. Med baggrund i uenigheder om Kristi menneskelige og guddommelige natur i det fjerde og femte århundrede e.v.t. blev den syriske kirke delt i to retninger, og det syriske sprog optræder derfor også i to hovedvarianter, en østlig (kaldet nestoriansk) i områder under persisk styre og en vestlig (kaldet jakobitisk) under byzantinsk styre. Disse to underdialekter adskiller sig bl.a. fra hinanden ved brug af forskellige skrifttyper (se afsnittet ”Syrisk skrift” nedenfor) og ved en række lydlige forhold. Mest karakteristisk er udviklingen af vokalen ā (dvs. langt a) til ō i vestligt syrisk. Østsyrisk – som generelt er mest konservativt – bevarede bl.a. også forskellen mellem langt ū og ō, mens disse vokaler i vestsyrisk begge blev udtalt ū.

I forhold til tidligere former for aramæisk er klassisk syrisk bl.a. kendetegnet ved tab af ubetonede vokaler sidst i ord, f.eks. i perfektum tredje person maskulinum pluralis qǝtálū, ”de dræbte”, der blev til qǝtál og dermed enslydende med tredje person maskulinum singularis. I konsonantskriften er der dog stadig forskel på de to former, idet pluralisformen har bogstavet w til sidst, som brugtes til at markere vokalen -ū. Når skriften optræder med vokaltegn, kan man dog se, at denne vokal ikke skal udtales.

På det grammatiske område er syrisk bl.a. kendetegnet ved, at den aramæiske bestemte artikel (et efterhængt -ā) har mistet sin bestemthedsbetydning. Formen på -ā er simpelthen blevet et substantivs grundform, f.eks. malkā, der afhængig af kontekst kan betyde ”konge”, ”en konge” eller ”kongen”.

På tidligere sprogtrin blev ejerforhold og andre forbindelser mellem to substantiver normalt udtrykt ved såkaldte konstruktforbindelser – en tæt lydlig forbindelse mellem to ord, der følger lige efter hinanden. På syrisk bruges sådanne forbindelser mest i faste udtryk og vendinger, mens ord mere generelt forbindes vha. den relative partikel d- mellem to substantiver. Det første ord er det, der ”ejes”, og det andet er ”ejeren”, f.eks. brā d-malkā, ”konge(n)s søn” (funktionelt kan konstruktionen sammenlignes med en engelsk ”of”-forbindelse, ”the son of the king”). I sådanne d-forbindelser er det muligt at markere bestemthed (til erstatning for tabet af den ældre bestemte artikels bestemthedsbetydning), idet første led så forsynes med et efterhængt pronomen, der foregriber det andet led. F.eks. br-eh d-malkā,”hans søn, (nemlig den søn) som (tilhører) konge(n)”, dvs. ”kongens søn”. Sådanne udtryksmåder fandtes også på ældre former for aramæisk (f.eks. i bibelsk aramæisk), men på klassisk syrisk bliver de meget udbredt.

I verbalsystemet bruges participiet i endnu højere grad end i tidligere aramæisk som en integreret del af systemet sammen med formerne perfektum og imperfektum. Desuden bruges former af verbet ”at være” i mange tilfælde sammen med andre verbalformer til at udtrykke forskellige betydningsnuancer. Karakteristisk er også præfikset n- i tredje person i imperfektum frem for det j-, der blev brugt på tidligere aramæisk.

Direkte objekter kan være umarkerede eller markerede med præpositionen l-. Hvis det skal markeres tydeligt, at objektet er bestemt, kan der bruges et foregribende objektspronomen som suffiks på verbet, f.eks. qatl-eh l-malkā, ”han dræbte ham, konge(n)”, dvs. bare ”han dræbte kongen”.

Syrisk skrives med tre forskellige skrifttyper. Den ældste kaldes estrangela, hvorfra de to andre er udviklet. Den østlige type kaldes nestoriansk, og den vestlige type kaldes serto. I alle tilfælde er der tale om en konsonantskrift (der historisk går tilbage til det fønikiske alfabet), som først sekundært i de forskellige traditioner er blevet udstyret med vokalbetegnelser.

De tre skrifttyper ligger generelt ret tæt op ad hinanden, men afviger også noget ved nogle af bogstaverne. Alle typerne er kursive, og bogstaverne i et ord skrives for de flestes vedkommende sammen, hvorved de fleste bogstaver får bestemte lidt afvigende former, afhængig af deres placering i ordet, ligesom det er tilfældet i det arabiske alfabet.

Vokaler betegnes vha. særlige tegn over og under konsonanttegnene, men på forskellig vis i de to hovedvarianter af syrisk. I serto (vestlig tradition) skrives vokalerne vha. miniatureudgaver af græske vokalbogstaver, mens de i nestoriansk (østlig tradition) betegnes ved forskellige kombinationer af prikker over og under konsonanterne. Der findes også kombinationer af de to systemer. Desuden forekommer der en række diakritiske tegn, f.eks. i form af prikker, der markerer visse bogstavers udtale som klusiler eller frikativer (bl.a. bogstavet p, der både kan udtales p og f), eller i form af en streg over eller under et bogstav, der markerer, at dette ikke skal udtales (linea occultans).

• aramæisk
• syrisk litteratur
• syriske kirker
• semitiske sprog