Det store flertal af befolkningen, ca. 95%, taler kinesisk eller hanyu, dvs. sprog inden for syv beslægtede, men gensidigt uforståelige sproggrupper. De omtales traditionelt som de kinesiske dialekter. Af disse tales de nordlige af knap 70% af landets indbyggere, mens ca. 25% taler en af de sydlige: wu, også kaldet Shanghaidialekten, min, fujianesisk, yue, kantonesisk, kejia, hakka, xiang, hunanesisk og gan, Jiangxidialekten. Den standardiserede sprogform, putonghua 'fællessproget', der bygger på nordkinesisk, blev vedtaget i 1956 og fremmes aktivt gennem medier og uddannelsessystem. Skriften er fælles for alle kinesiske dialekter, om end skrifttegnenes udtale varierer stærkt fra dialekt til dialekt.

Ca. 5% af Kinas befolkning taler ikke-kinesiske sprog. De tilhører etniske minoritetsgrupper, hvoraf 55 er officielt anerkendt; de taler mere end 100 forskellige sprog fra seks forskellige sprogætter. I Nordkina er de vigtigste minoritetssprog altaiske, herunder de forskellige mongolske sprog (ca. 4,8 mio.) samt uygurisk (7-8 mio.), kasakhisk (ca. 1,3 mio.) og koreansk (ca. 2,2 mio.). Hertil kommer to indoeuropæiske sprog, tadsjikisk (ca. 40.000) og russisk (ca. 13.000). I Sydkina findes repræsentanter for sprogfamilierne tai-kadai, der tales af ca. 25 mio., heraf ca. 16 mio. zhuang, ca. 2,9 mio. bouyei og ca. 670.000 li, tibeto-burmesisk, som tales af ca. 20 mio., heraf ca. 5,5 mio. yi og ca. 4,5 mio. tibetansk, hmong-mien (ca. 5,5 mio.) samt mon-khmer-sprog, der tales af ca. 475.000, heraf ca. 280.000 wa. Hertil kommer de 1,9 mio., der taler bai – det sprog, der er tættest beslægtet med kinesisk. Ikke alle 55 minoritetsgrupper har eller benytter eget sprog; der tales således kinesisk blandt manchuerne i Nordkina, hvis tungusiske sprog er gået i glemme bortset fra dialekten sibo, der tales af ca. 30.000, og i den geografisk spredte muslimske gruppe hui. Mongoler, uygurer og tibetanere mfl. har gamle skriftsystemer, som stadig anvendes, mens en række andre sprog, fx hmong-mien og zhuang, skrives med latinske bogstaver.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig