mausoleum, et stort gravmæle, ofte i form af gigantisk bygning. Ordet stammer fra et gravmæle for den lilleasiatiske hersker Mausolos (d. 353 f.Kr.); dette var opført i det nuværende Bodrum og var et af verdens Syv Underværker. Mausoleer opføres ofte over store herskere og nationale helte, fx kejser Hadrians i Rom, Taj Mahal i Indien (en shahs gravmæle for sin yndlingshustru), Lenins i Moskva, Che Guevaras i Santa Clara i Cuba. Mausoleerne bliver ofte anledning til rituelt anlagte besøg, en slags pilgrimsfærd, også i ateistiske samfund, fx over for Lenin, Mao og Che; besøgende ved Ches gravmæle er fx iklædt den traditionelle hvide “pilgrimsdragt”. Også kunstnere kan gravlægges i mausoleer, fx er Thorvaldsens Museum i København med de mange antikiserende elementer i virkeligheden også et mausoleum, idet kunstneren er gravlagt i bygningens indre gård.
Se også gravskikke og pilgrim.
![]() |
Artiklen mausoleum er en del af Symbolleksikon; en bog med ca. 1400 opslag på over 600 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk |
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Denne artikel stammer fra Symbolleksikon
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki