cikade

Cikade, I Sydens smeltende solvarme høres ofte sangcikadernes “klingre Glassummen” (J.P. Jacobsen). Så altomfattende er lyden, at den nærmest “naturligt” får synæstetiske kvaliteter, smelter sammen med varmen og lyset. I Jørgen Sonnes digt “Cikadepinjen”, 1960, rammer heden som en kølle, cikader synger i en sort pinje, og solens glød bliver så intens, at den – som var den lyden af cikader i træet – “splintrer sin sorte kærne ud i lyd”. Thorkild Bjørnvigs digt om den hektisk malende van Gogh, “Cypresser under natlig Himmel”, 1955, rummer et tilsvarende billede af cypresser “som sorte Flammer”, mens kunstneren maler “besat / til ør Cikadelarm den lange Nat, / en salig, søvnløs, gudsforstyrret Mand.” Et japansk haikudigt hedder:

Så stille ind i klippen sank cikadens sang

En tilsvarende synæstetisk, interferenspræget virkning kan i troperne det natlige lydorgie af gekkoer have, så intens og altomfattende, at lyden bliver et universelt lydtæppe.

Cikaden symboliserer udødelighed. I det gamle Grækenland var den indviet til Apollon. I en myte fortælles der om den dødelige mand Tithonos, som gudinden Eos/Aurora (Daggry) elskede. Med sin ambrosia holdt hun ham i live, men kunne ikke forhindre, at han blev ældre, hvorefter hun forvandlede ham til en cikade. I det gamle Kina blev jade-cikader brugt som amuletter for de døde og anbragt i munden på dem.