hane og høne

Hane og høne, tillægges ofte menneskelige, overførte egenskaber. En mand kan “gøre haneben” til en kvinde, dvs. forsøge på at gøre indtryk, og en kvinde kan skildres som en “hønemor”, dvs. som pylrende om sit barn. Formen høns angiver dels flertal, dels begge køn, men i mange tilfælde kun hunkøn. Fra et H.C. Andersen-eventyr stammer talemåden “en lille fjer kan blive til fem høns” (om sladder og overdrivelse); andre udtryk er “vande høns” om at græde og “rende og hønse”, som betyder det samme som “rende og hoppe”. Udtrykket “hønsestrik” bruges bl.a. om 68-generationens strik i stærke og normbrydende farver. En kylling kan bl.a. betyde en lille, forsagt person, en kryster, og en lille flaske snaps, også kaldt en halv abe.

En hane skildres ofte som fyrig, arrogant og stridslysten, stolt spankulerende og galende i vilden sky. Det er ikke for det gode, når Erasmus i Holbergs Erasmus Montanus i en syllogisme gør den storskrydende Per Degn til en hane. Udsøgt ironisk sprogleg er der også i H.C. Andersens eventyr “Klods-Hans”, når kongedatteren siger, at der steges “hanekyllinger” på slottet i dag, dvs. udstiller de to ældre brødre og de øvrige friere, men ikke Klods-Hans, som på én gang blærerøve og barnerumper. Den galliske hane er et fransk nationalsymbol, som udtryk for årvågenhed og stolthed (det latinske ord gallus betyder både galler og hane, så derfor er symbolikken “naturlig”). En fransk reklame fra 2004 viser et – sjældent – eksempel på selvironi: To fjogede fodboldspillere holder hånden på hjertet under nationalsangen og holder samtidig hver en gallisk hane under armen. I belgisk valgkamp symboliserer hanen det vallonske (franske) og løven det flamske.

Hanens kam og spore omtales ofte som seksualsymboler, fx hos Gustav Wied i Lystige Historier, 1896: “Hanerne spankede stolte omkring med Kam og Sporer og andre mandlige Prydelser.” Fallossymbolik ses bl.a. i, at et af de engelske ord for hane, cock, også betyder (vulg.) pik.

Hønen er til gengæld blind, dum eller forvirret, men også omsorgsfuld og moderlig, sådan som det fx skildres i bibelske metaforer, hvor Jahves omsorg for Israels folk sammenlignes med en hønes for sine kyllinger (Salme 91,4) eller kritisk af Jesus: “Jerusalem, Jerusalem! du, som slår profeterne ihjel og stener dem, der er sendt til dig. Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke.”(Matt. 23, 37), jævnfør Grundtvigs salme “Som hønen klukker mindelig”, 1836 (nr. 409 i Den Danske Salmebog). I den folkelige overlevering kan hønen lægge guldæg.

Hanegal er i NT en tidsmarkør og bruges med stor fortællemæssig virkning bl.a. i forbindelse med Peters fornægtelse af Jesus (fx Matt. 26, 74-75), hvor det fremgår, at Jesus har profeteret: “Før hanen galer, vil du fornægte mig tre gange.” At hanen galer ved daggry, forbinder den med solen, gør den til en vægter. I nordisk mytologi er der tre haner med hver deres farve og symbolik: Gyldenkam og den røde Fjalar er knyttet sammen med henholdvis Valhals krigere og jætterne, mens den sodmørke hane galer i underverdenen, dvs. for de døde. Hanen har i Norden måske været knyttet sammen med en dødekult og en forestilling om dødeopvækkelse, således som det ses i Saxos skildring af kong Hadding: Under en rejse til underverdenen kaster en ledsager en død hane over muren til Hel: “straks levede fuglen op igen og bekendtgjorde med et højlydt hanegal, at den atter åndede”. Motivet kan ses i Grundtvigs digt “De Levendes Land”, 1824, og måske også i julesalmen “Det kimer nu til Jule-Fest”: “Nu tændtes Lys i Skyggers Land, / og ret som Midnats-Hanen gol, / blev Jakobs Stjerne til en Sol.”

Sol- og morgensymbolikken ses også i den udbredte tradition med vejrhaner på kirkespir og gårde. En spændende skildring af “kamp” mellem vejrhane og kors på nye kirker findes i Marilynne Robinsons roman Gilead, 2005. I en række kulturer opdrættes haner med henblik på de barske hanekampe, hvor bl.a. sporerne (evt. af metal) bruges. I den kinesiske dyrekreds er hanen det 10. tegn. I Kina har hanen i det hele taget en omfattende symbolfunktion, bl.a. fordi det kinesiske ord for “hane” og “held” er enslydende. I buddhismens model af genfødslernes hjul står hanen sammen med slangen og grisen i den inderste cirkel og symboliserer begæret. I den japanske shintomytologi var det bl.a. en hane, der kaldte solgudinden Amaterasu frem fra hulen, hvor hun skjulte sig og dermed alt lys i verden.

Hane og høne er udbredte offerdyr. I den balinesiske hinduisme bruges ofringer af helt nyudklækkede kyllinger, endnu tæt på æggets form og med livgivende blod.

Et filosofisk spørgsmål er: Hvad kom først, hønen eller ægget? Lige så umuligt at besvare som spørgsmålet, om tiden er evig og om rummet er uendeligt.

Til hønsefuglene hører bl.a. fasanen, agerhønen og påfuglen. Den danske maler William Scharff havde som et vigtigt motiv høns, som han malede med raffineret-kubistisk virkning.

Se også æg, fjer og spore.