Symbolleksikon

hest

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

HEST Albrecht Dürers træsnit fra 1498 af Apokalypsens fire ryttere. Motivet med de fire ryttere, døden, sulten, pesten og krigen, stammer fra Johannes Åbenbaring, men Dürer tilfører det elementer fra sin samtid, bl.a. er en biskop nederst til venstre ved at blive opslugt af et helvedsuhyres gab.

Hest. Blandt hestens mange symbolværdier er de vigtigste knyttet til forestillingen om dens kraft og hurtighed. Den er frihedens, instinkternes og drifternes udtryk. Den er menneskets ven og dets kontakt til naturen. Rytter og hest kan være nærmest symbiotiske, så hestens kraft også smitter af på den, der rider den. Freudiansk tolket er hesten id'et, mens rytteren er jeget, der tæmmer og holder i tømme og dresserer driften (med tømme, bidsel, sadel og spore), men mange tekster viser, hvordan der er afsmitning fra hestens kraft til rytteren. Hestens kraft eller elegance viser sig både i væddeløb, i springning og dressurridning, under kamphandlinger og processioner og som arbejdsdyr, hvor den bærer byrder, trækker vogne (“hestevogne”) og plove. Populært kaldes en måleenhed for kraft “hestekræfter”, og et tungt arbejde kaldes “et hestearbejde”. De forskellige typer af heste har også medført en række alternative begreber for det neutrale ord hest: fx krikke, øg og (vælig) ganger. Neutrale er derimod disse ord for heste mht. køn og alder: hingst, hoppe, vallak, føl og plag.

I indoeuropæiske religioner har den været knyttet sammen med Solen og med frugtbarhed og med inspiration, visdom og som redskab for shamanlignende åndeflugt. Fra vedisk tid i Indien kendes ashvamedha, et meget sammensat ritual med stærkt seksuelle elementer og med en hingst som offerdyr.

Fra græsk-romersk tid findes bl.a. en række magiske heste, fx Pegasus, symbol for digterinspirationen; den er bevinget og sprang frem af Medusas blod. Endvidere Helios', Solens, hest, havguden og “Hestetæmmeren” Poseidons heste og broderparret dioskurernes heste. En hestehybrid er fabeldyret kentauren. I Rom ofrede man i forbindelse med hestevæddeløb i oktober en hest og gemte dens hestehale i et år. “Den trojanske hest” stammer fra Odysseens skildring af grækernes forgæves belejring af Troja, hvor de til sidst konstruerer en stor, hul hest, som krigere skjulte sig i. Hesten gives som gave til trojanerne, men da den er inden for bymuren, strømmer krigerne ud og lukker den græske hær ind i byen.

I nordisk mytologi findes den barokke fortælling, nærmest en kristen legende om hedensk forvildelse, om Vølse, en hingstefallos, der dyrkes som en guddom af en norsk bondefamilie, særlig ivrigt af bondekonen; men da den store missionærkonge Olaf den Hellige kommer på besøg under riten, hvor Vølse går rundt om bordet, lader han den gå videre til hunden, der spiser den. Bag disse løjer ligger sandsynligvis en tradition om en privatkult for guden Frej, der i mytologien er intimt knyttet til heste og frugtbarhed. Frejs offerdyr er hesten. Hesteofferkult har fundet sted ved de store hedenske helligdomme, og heste er også ofret i nordiske stormænds grave. I Ravnkel Frøjsgodes Saga skildres Ravnkel som Frejsdyrker; han giver bl.a. Frej halvpart i en hest og forbyder andre at ride på den, hvilket sætter en voldsspiral i gang.

HEST Den italienske racerbil Ferrari har som logo en stejlende fuldblodshest. Bemærk det italienske flags farver øverst.

Odins ottebenede Sleipner er en magisk hest, der kan bevæge sig lynhurtigt i alle elementer; den kan opfattes som Odins evne til i ekstase at bevæge sig i tid og rum. Verdenstræet Yggdrasil betyder “Odins hest”; navnet peger på en myte om, at han ofrer sig selv til sig selv i træet – og får visdom deraf. I folketroen er bl.a. indgået elementer fra den mere dæmoniske side af Odin og Sleipner i forestillingen om den vilde og hjemløse rytter, der som en kraftig efterårsstorm farer gennem luften om natten. Til folketroens magiske heste af dæmonisk art og med nordisk mytologisk udgangspunkt hører også helhesten, også kaldt kirkehesten; dens navn stammer fra det nordiske dødsrige, Hel, og den er et dødsvarsel; den fremstilles med tre ben og er ofte hovedløs. Man forestillede sig, at den var blevet levende begravet på en kirkegård og derefter optrådte som genganger. Der findes også sagn om bækheste og andre vandheste.

En magisk hest er også den bevingede hest, Buraq, som Muhammed ifølge en legende drog på natlig rejse fra Arabien til Jerusalem på.

Som det er tilfældet med Helios er også selve Solen kædet sammen med en hest i nordisk kosmologi: Det er hestene Skinfakse og Rimfakse, der ved at føre Dag og Nat over himmelhvælvingen skaber lys og mørke, og Solen og Månen har heste spændt for deres himmelvogne. Det arkæologiske fund Solvognen fra Trundholm (fra bronzealderen) viser en hesteforspændt Sol.

Helte har ofte som en slags magisk attribut en hest af særlig kaliber; det gælder fx Sigurd Fafnersbanes hest Grane, der bærer vældige guldmængder, da helten har dræbt Fafner, og Alexander den Stores hest Bukefalos; Bukefalos står for vildskab og kraft og optræder i en dansk eventyrvariant som “Bissefalius”, hvor en gåsedreng tæmmer den menneskeædende hest og ender som konge. Kejsere og konger og andre storfolk lader sig gerne afbilde til hest, på fx rytterstatuer eller malerier med mytiske konnotationer. Fx er Napoleon, der var særdeles lille af statur, afbildet på en vældig og stejlende ganger i et romantisk landskab. Et dansk nationalsymbol er Christian 10. og den hvide hest, han red på ved Genforeningen i 1920, og den hest, han brugte under sine daglige rideture i København under Besættelsen.

I Bibelen omtales heste positivt i forbindelse med profeten Elias' ildvogn, men negativt i forbindelse med de fire apokalyptiske ryttere i Johs. Åb. I kristen tradition optræder fx Sankt Georg til hest under dragedrabet. Sankt Hubertus er jægernes skytshelgen, se jagt. En fabelhest med stor betydning i kristen symbolik er enhjørningen. En anden type fabeldyr er hippogriffen, dvs. griffen med delvist hesteudseende.

Det vældige fund af lerfigurer ved Xi'an i Kina rummer en hel hær med udstyr, heste og stridsvogne. Betydningen af denne masseofring – måske ligger der en konkret menneske- og dyreofring bag lerfigurerne – er at udødeliggøre en kejser (Qin, d. 210 f.Kr.) og hans hær: figurerne er nemlig individualiserede.

Ved shintos store helligdomme i Japan er der hellige heste, der bruges i de riter, der gennemspiller det ældgamle mytestof. “Hold jeres heste, som lytter og spidser ører mod Himmelsletten”, hedder det i en gammel norito (bøn) for Japans store renselse; hestene hører himmelregionen til, og en forfærdelig begivenhed, et tabubrud af dimensioner, er det, da solgudinden Amaterasus modstander Susanoo ifølge Kojiki-myten kaster “et himmelsk broget hingsteføl, som han havde flået levende”, ned i den himmelske vævesal, en begivenhed den himmelske væverske dør af.

Hestekød var en, bl.a. rituel, spise i det førkristne Norden. Men med kristendommens indførelse kom der forbud mod at spise hestekød. I Island tillod kirken først at fortsætte spisning af kødet, men kort efter år 1000 blev det forbudt. Fornemmelsen af noget urent ved hestekød fortsatte, også efter at forbuddet blev ophævet i Danmark; døde heste var udpræget tabu, og kun den såkaldte rakker måtte røre ved dem. I dag spises der hestekød i Danmark, men i moderat omfang.

HEST Franz Marc malede flere gange motivet “blå heste” og var medstifter af kunstnergruppen Der Blaue Reiter i 1911. Her hans “Der Turm der blauen Pferde”, 1913. Med inspiration fra Marcs blå heste har Th. Bjørnvig skrevet pragtdigtet “De store blaa Heste”, 1959.

Den lille, stærke islandske hest er en slags emblem for Island. Overalt i landskabet ser man hestene. Fredeligt er der i vore dage, men fantasien omkring hestene bringer én let tilbage til sagatiden, hvor de også brugtes til kamp. Der har været importforbud af heste til Island i ca. 1000 år, hvorfor islandshesten i dag er en af verdens mest renracede heste. “Gudernes hest” kaldes den stadig.

Hestesko symboliserer evnen til at bringe lykke og at afværge ondt, fx ved at blive hængt over en indgangsdør eller lagt i et barns vugge.

Heste optræder med stor hyppighed i pigedrømme og i pige- og ungdomsbøger og i den lidt mere magiske variant i hestehviskerbøger. Af særlig kvalitet er Cecil Bødkers serie om Silas, begyndende med Silas og den sorte hoppe, 1967.

Heste i landligt regi ses formidabelt sanset i Johannes V. Jensens myte “Tømmerlæsset”, 1928, og barndomserindringer bliver til myter i de tre indledende essays i Martin A. Hansens Tanker i en Skorsten, 1948, især “Paa Vognbunden”. En hestedrøm af freudiansk art spiller en stor rolle i Knud Sønderbys roman “Midt i en Jazztid”, 1931, 4. kap., en drøm der kontrasterer en anden drøm om at ende som sagfører i retten, iklædt sort silkekappe: “I den drøm var han yngre. Han red langs en strandbred. Nøgen på en usadlet hesteryg. (...) Hesten var hvid. Det var en mærkelig afklædt og oprindelig drøm. Han red splitternøgen og gennembrun der på den nøgne hesteryg.” Freud spiller så sandelig også med i H.C. Branners roman Rytteren, 1949, hvor Susanne er spændt ud mellem mindet om den døde berider Hubert, der repræsenterer driften, og den (for) milde læge Clemens. I Ib Michaels trefløjede romanserie, indledt med Vanillepigen, 1991, spiller konkurrenceridning en stor social og erotisk rolle for hovedpersonen; han deltager i et stævne i Malmø, men hans værste konkurrent, også til en drøm af en pige, er for det første aristokratisk, og for det andet rider han på “en gråskimlet lipizzanerhoppe. Skoleridningens Rolls Royce”, så det er intet under, at den unge roskildeparvenu taber (i Brev til månen, 1995). Det midterste bind, Den tolvte rytter, 1993, foregår på napoleonskrigenes tid og handler om en lejesoldat og rytter med indiansk blod i årerne, en fribåren mand, vild og erotisk. I Pia Tafdrups Tarkovskijs heste, 2006, udnyttes den russiske filmmagers symbolske brug af heste i stærkt personlige digte om landlig barndom og farens død; syv hvide heste der springer rundt som et drømmesyn på de harvede marker. I et smukt digt af englænderen Edwin Muir, “The Horses” (findes på dansk i udvalget Hestene, 1982), skildres som en moderne myte tabet af hesten og den direkte kontakt med naturen i landbruget med traktorens komme: i digtet kommer hestene selv tilbage og genopretter “that long-lost archaic companionship”, stiller sig som arbejdsheste for ploven, skønt de synes ankommet “from their own Eden”.

Glemmes skal endelig ikke den danske trivialmyte i Morten Korchs roman De røde Heste, 1943, filmatiseret 1950 med Poul Reichhardt som landmand og syngende jockey på den arabiske fuldblodshest “Ibrahim”. Eller den amerikanske westernmyte, med både indianere (der ikke kendte hesten, før den hvide mand kom til Amerika) og cowboys til hest, i vældige slag, eller med den ensomme rytter, John Wayne, i langsomt tempo, på vej over et vadested i en flod, vagtsom eller whiskysløv, mens floden og sollyset blinker i hestens hove og bringe. En rigtig hest med et magisk navn, Jørgen Laursens “Tarok”, nåede i en årrække ind i mytens verden med sin skønhed, hurtighed og sine store sejre på travbanen.

Blandt overførte udtryk kan nævnes: en “hestehale” (om frisure), “arbejde som en lille hest”, det engelske “dark horse”, “holde på flere heste”, “sætte sig på den høje hest” (arrogance), “skifte heste midt i vadestedet” (skifte mening), “klap hesten” (spis brød til!), “drømme om prinsen på den hvide hest”, “bruge apostlenes heste”(dvs. gå), “hestegrin” (høj, vrinskende latter), “hestekur” (nedskæring), “kindhest” (lussing), “hestebid” (hårdt tag med fingrene i en andens lår eller arm) Reklamesloganet “Der er vrinsk i Ekstra-Bladet” skulle vise avisen som eksponent for en særlig gejl seksualitet og frigjorthed og slagkraft. For øvrigt hed en serie lødige pornografiske bøger, redigeret af Sven Holm i 1960'erne, Sengeheste.

Se også ridder, Pegasus og kentaur.

Artiklen hest er en del af Symbolleksikon; en bog med ca. 1400 opslag på over 600 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk

 

 

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

© Dette billede må du ...

HEST Franz Marc malede flere gange motivet “blå heste” og var medstifter af kunstnergruppen Der Blaue Reiter i 1911. Her hans “Der Turm der blauen Pferde”, 1913. Med inspiration fra Marcs blå heste har Th. Bjørnvig skrevet pragtdigtet “De store blaa Heste”, 1959.

© Dette billede må du ...

HEST Den italienske racerbil Ferrari har som logo en stejlende fuldblodshest. Bemærk det italienske flags farver øverst.

© Dette billede må du ...

HEST Albrecht Dürers træsnit fra 1498 af Apokalypsens fire ryttere. Motivet med de fire ryttere, døden, sulten, pesten og krigen, stammer fra Johannes Åbenbaring, men Dürer tilfører det elementer fra sin samtid, bl.a. er en biskop nederst til venstre ved at blive opslugt af et helvedsuhyres gab.

Viser 3 af 3 billeder

Denne artikel stammer fra Symbolleksikon

Nyhedsbrev
Læs mere i øvrigt
Frej
nordisk gud for frugtbarhed. Som sin far Njo ...Artikel i Den Store Danske
Rimfakse
jættekvinden Nats hest, som trækker mørket he ...Artikel i Nordisk Mytologi
Muhammed
Muhammad ibn Abdallah , ca. 570-8.6.632, pro ...Artikel i Den Store Danske
Rimfakse
Hrimfakse , i nordisk mytologi nattens hest, hv ...Artikel i Den Store Danske
Sven Holm
f. 13.4.1940, dansk forfatter. Sven Holms sto ...Artikel i Den Store Danske
bronzealderen
forhistorisk periode med bronze som det fre ...Artikel i Den Store Danske
Genforeningen
de sønderjyske landsdeles genforening med D ...Artikel i Den Store Danske
Skinfakse
Skinfaxi , ('Skinnende manke'), den hest, som Dag r ...Artikel i Nordisk Mytologi
ashvamedha
ritual i vedareligionen . Ritualet er et af de ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
FSte
09/07/2012
  • Læst 2919 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki