KAT Illustration af Gustave Doré (1832-1883) til Perraults eventyr “Den bestøvlede kat”.

.

Kat, “Lille kat, lille kat på vejen, hvis er du, hvis er du? Jeg er sgu min egen.” Sådan lyder det i et gruk af Kumbel (Piet Hein). Selvom katten er et husdyr, der spinder kælent over at blive aet, ligge med sin blanke pels i en solstråle eller i en lun krog, er fornemmelsen dog, at den ikke bliver så tam og domesticeret som hunden. Den er en fremmed, bærer på en hemmelighed, en vildskab og frihedstrang, en erotisk gnistren, en natside. Dens øjne, der om dagen er gule sprækker, lyser om natten som – katteøjne. Dens kløer er spidse som syle. Om natten er den i sit es, jager mus, slagsmål og erotiske eventyr, og dens kattejammer lyder som en lidelse eller vellyst af den anden verden. Et af Poul Sørensens “barske børnerim” handler om, at kattejammer en nat vækker en baby til skrål, men larmen standses ved, at faderen kaster barnet efter katten – så fik de fred om natten!

En lang række metaforer er knyttet sammen med katten: symaskinen, cyklen eller bilen kan “spinde som en kat”; “katteøje” er en rød refleks på en cykel; “at gå på kattepoter” betyder at bevæge sig listende eller behandle en sag forsigtigt; musikken kan være “kattejammermusik”; noget kan være ru og raspende “som en kattetunge” – kattetunge kan også være et stykke chokolade; en kvinde kan være en “killing” eller “mis” (sidstnævnte er også et vulgært udtryk for kvindens kønsdele og spiller endvidere på den engelske form “miss”). Dens diabolsk-legende fangstfacon findes i udtrykket “kattens leg med musen”; kat og mus er også modstandere i “når katten er ude, spiller musene på bordet”. Som reserveed kan bruges “det var kattens!”. At se sløj ud kan hedde “ligne en hængt kat”.

Katten er i høj grad sammenkædet med det kvindelige og det dæmoniske eller magiske. I det gamle Egypten blev katten dyrket i skikkelse af gudinden Bastet, og katte blev også mumificeret og fremstillet som kvindeskikkelser med kattehoveder. I antikken var katten attribut for gudinden Artemis / Diana. I nordisk mytologi blev frugtbarhedsgudinden Frejas vogn trukket af to katte. I fortællingen om Thor hos Udgårdsloke optræder en kat under konkurrencerne: Thor skal løfte den op fra gulvet, men katten er den omskabte Midgårdsorm, så det er ikke underligt, at Thor taber. Han kan kun få den til at løfte den ene pote fra gulvet.

I folketroen bringer katte uheld, og de forbindes med hekse. Katten siges at have ni liv. Fastelavnstraditionen med at “slå katten af tønden” har i sin oprindelige form været ganske barsk. En sort kat, der krydser ens vej, varsler ulykke. Hekse kunne forklæde sig som katte. Det er nærliggende at tolke kattens dæmonisering som en parallel til heksens og kvindens generelt; kvindens seksualitet og emancipation som farlig og set ud fra et patriarkalsk samfund.

Karakteristisk er det, at to bøger om deres livs huskatte er skrevet af to af de mest kønsrollebevidste danske forfattere: Dorrit Willumsen, De kattens feriedage, 1997, og Suzanne Brøgger, Linda Evangelista Olsen, 2001; Brøgger har også skrevet en roman med titlen Jadekatten, 1997, og kalder en essaysamling op efter et andet kattedyr: Løvespor, 1995. I børneremser og -sange (fx “Se, den lille kattekilling”), anden børnelitteratur og tegnefilm optræder katte hyppigt og med meget forskellig karakter: fra Askepots stedmors grusomme kat til hyggelige i fx Felix the Cat, Tom og Jerry, Krazy Kat og Garfield.

Det, at katten symboliserer at være sin egen, ses i dette haikudigt: “Havens jord snehvid / En herreløs kat sked / Netop dér”. Den japanske forfatter Haruki Murakami har i sin magisk-realistiske roman Kafka på stranden, 2005, en person, der kan forstå kattes sprog.

Til kattefamilien hører også de store rovdyr: løve, tiger, puma, jaguar, leopard.

I en sonet af Charles Baudelaire (oversat af Peter Poulsen, 1997) fra Les Fleurs du Mal, 1857, findes en raffineret sammenglidning af en kat og en elsket, men farlig kvinde:

“Gem dine kløer i poten og kom I min favn, du dejlige kat, Og lad mig dykke i øjnene, som Er gjort af metal og agat.

Når mine fingre i ro og mag Hen over din rygrad glider, Og når min hånd med saligt behag Berører de spindende sider,

Ser jeg min elskede for mig. Som dit Er blikket, hun sender mig, kære:

Spidst som en syl og hårdt som granit, Isnende er hendes sfære;

Forfinet, en farlig duft, som slår op Og hænger omkring hendes brune krop”.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig