KO En kæmpestatue af Nandi-tyren fra Chamundi Hill i Mysore, Indien (postkort). Nandi er i hindu-mytologien guden Shivas ledsager og findes nu som billede eller skulptur foran alle Shiva-templer. Den er forsynet med en klokke omkring halsen, og ved templerne og andre steder smykkes den med blomster. I panden ses Shiva-dyrkelsens tre vandrette hvide streger.

.

Ko, “Hellig ko” kan bruges overført om fx standpunkt, man værner om. Men bagved ligger hinduismens hellige køer – og tyre –, der symboliserer det livgivende princip og i vore dage også Indiens grundlæggende værdier, fx lagde M. Gandhi stor vægt på denne symbolik. I Indiens forfatning fra 1948 er det anført, at der “skal tages skridt til” at forbyde slagtning af køer. Indien er så at sige et demokrati, der lugter af komøg; køer færdes overalt, også i storbyerne, og trafikken må indrettes efter dem. De er nærmest som guddomme blandt mennesker, må ikke slagtes, ikke spises. Deres hellige mælk, urin og gødning bruges dog også praktisk, tørret gødning fx til brænde. I mytologien kædes de sammen med Krishna og Shiva; Krishna er bl.a. hyrdegud, ko-pigerne (gopi) lovsynger ham, når han færdes blandt dem, og de leder køerne gennem porte med vældige tårne (gopuram, ko-porte) ind til tempelområdet – som det stadig foregår i virkeligheden. Når guden Indra med sin tordenkile dræber dragen og derved åbner for, at vandet kan strømme ud af indelukketheden i bjergene og skabe frugtbarhed, bruges sammenligningen, at “vandene løb som brølende køer hastigt ilende”. I den balinesiske hinduisme er ligbrændingsceremonien en begivenhed, hvor liget fra et højt stilladstårn bringes over i en ko- eller tyrefigur; lig og ko brændes, og sjælen genfødes, som havde den ligget i koens universelle mave.

I egyptisk mytologi kan Hathor og Isis optræde i koskikkelse, og himmelhvælvet kan symboliseres med en ko. Hathor ses ofte med en solskive mellem sine horn, som symbol på, at den himmelske ko nærede den synkende sol med sin varme.

I GT skildres det, hvordan israelitterne begyndte at dyrke en guldkalv, da de utålmodigt ventede på, at Moses skulle komme ned fra Sinajs bjerg. Der er tale om en kanaanæisk religionsform; hos dem var den øverste guddom Baal, der fremstilledes i en tyreskikkelse. Da Moses ser det, knuser han kalven til støv (2. Mos. 32). Guldkalv er sidenhen blevet et symbol på at have mammon, penge, materialisme, som centrum i sit liv.

Koens funktion i nordisk mytologi angiver også tydeligt et agerbrugs- og kvægavlersamfund. I skabelsesmytologien optræder koen Audhumbla som livgiver: Den giver næring til urjætten Ymer, og af de salte sten slikker den Bure, ophav til aserne, frem. Audhumbla-motivet gør Martin A. Hansen brug af i sin novelle “Manden fra Jorden”, 1947. I sagaen om Regnar Lodbrog fortælles det, at svenskekongen har en ko,

Sibilja, som husgud. Den deltager også på kamppladsen, hvor den med sin brølen får fjenderne til at skælve og forblinder dem, så de begynder at slås indbyrdes. Til sidst må koen dog lade livet ved en begivenhed, der ligner en offerhandling.

Hos nuer-folket i Sudan, der er kvægavlere, er der et broderskab mellem mand og kvæg. Ved mandsindvielsen får hver dreng en okse og et spyd. Forholdet mellem mand og okse er så intenst, at drengen endda tager sig et ekstra navn fra oksen. Men meningen er jo, at han skal ofre til guden: Spydet bruges til at dræbe det elskede dyr, hvis “liv” går til gud og kød til menneskene.

Smukke skildringer af kærligt forhold til køer ses i Martin Andersen Nexøs roman Pelle Erobreren, 1906-10. Det amerikanske nybyggerlivs cowboys med deres store kvæghjorde romantiseres vældigt i film og bøger, og cowboyernes liv stilles i modsætning til indianerne.

I sommeren 2007 var der kunstnerisk event i København med 50 kunstkøer, Cow Parade, i forskellige også særdeles spraglede varianter, rundt om i byen. Eventen har huseret i små 50 storbyer. Det var, som om Mumbai pludselig var kommet til Europa, spraglet og landlig midt i den drønende metropol, men uden mytens medspil.

Koens eller kviens sært blødt-brune øjne har medført metaforen “kvieøjet” om store, smukke øjne; udtrykket er homerisk og brugt om gudinden Hera; men et “koøje” er også mere prosaisk et lille rundt vindue på et skib. “Ko” kan dog også konnotere dumhed og klodsethed. “Der er ingen ko på isen” bruges om situation uden fare.

Litt.: Helle Ryslinges dokumentarfilm Nandini om indiske køer, 2007.

Se også tyr, gravskikke og frugtbarhed.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig