nattergal

Nattergal, (“den, der galer, dvs. synger, om natten”), dens kraftige sang i forsommernætter symboliserer kærlighed, inspiration, digte- og sangkunst, smerte og glæde (“de hulkende nattergale”). I romerske versioner af den græske myte om Filomele forvandles hun til en nattergal, efter at hendes søsters mand, kong Tereus, har voldtaget hende og skåret tungen ud af munden på hende for at skjule det.

Især i romantikkens digtning bliver nattergalen ofte brugt som symbol for kunst, både sangeres og digteres. John Keats skrev 1819 “Ode to a Nightingale” om “den udødelige fugl”. Jens Baggesen, Adam Oehlenschläger, Chr. Winther og St. St. Blicher er blandt de danske digtere med nattergaledigte, sidstnævnte i Trækfuglene, 1838, hvor den kaldes en sent ankommen virtuos, hvis serenade “udi Bladesalen” “smelted mangt et Bryst”. H.C. Andersens store kærlighed, sangerinden Jenny Lind, blev kaldt “den svenske nattergal”, og Andersen skrev 1843 sit eventyr “Nattergalen”, der, udfoldet på et kinesisk kejserslot, handler om forholdet mellem den ægte, naturbundne kunstner i nattergalens skikkelse og kunstfuglens mekaniske musik; da kejseren ligger for døden, giver nattergalens sang ham nyt livsmod, så han kan sige: “Du (...) har faaet Døden fra mit Hjerte!”

Romantisk, men med en snert af farlighed, er også et fint digt af Per Lange, “Nattergal”, 1926, hvis sidste strofes smukke sang lyder:

“En lille levende Fuglestrube har fyldt en Verden med Drøm og Ro. Et viltert Fuglenæb strakt mod Himlen. Et Fuglehjærte i Nattens Klo.”

Antiromantisk er derimod et digt af Iljitsch Johansen, “Duet”, 1962, om en kvinde og en skrattende nattergal. I 2006 udgav Søren Toft romanen Den elektriske nattergal, hvor H.C. Andersen-motivet udnyttes omvendt; her er det en nattergal, som tilsyneladende død ligger på jorden, men den viser sig at være en robotfugl og følger det moderne københavnske kærestepar Mikkel og Sally; Sally er optaget af el og har kontakt med firmaet Electronic Love. Elektricitet, electronica og fuglen bliver her et symbol på tingenes kærlighed.

I Kina opfattes den som den fineste sanger i verden, og i den japanske buddhistiske sekt Tendai æres den, fordi den hele tiden synger passager fra Lotussutraen. I shogun-borgen Nijo-jo i Kyoto er der “syngende nattergalegulve”, gulve der hele tiden giver lyd fra sig for at advare mod fjenders indtrængen.