Sjakal, den ildelugtende ådselsæder symboliserede i det gamle Indien ondskab og ødelæggelse og var knyttet til den destruktive gudinde Kali. Også i buddhismen er den negativt symbol: for en person, der ikke fatter lærens hjul, dharma. Men i egyptisk religion er guden Anubis fremstillet i en sort sjakals skikkelse eller som en mand med sjakalhoved, dvs. at den har været forbundet med døden, for Anubis var den, der førte sjælene fra denne verden til den næste.

I Thorkild Bjørnvigs digtsamling Anubis, 1955, skildrer titeldigtet en dommedagsproces, hvor jegfiguren står foran døden i skikkelse af en Anubis-skulptur (“siddende Stengud, stum og blank og sort”); Anubis vejer den dødes hjerte. Digtet spiller også på, at Anubis i senere folketro blev opfattet som dæmon og var en af de syv djævlefyrster, der viste sig for Faust i folkebogsversionen.

“Sjakal” kan bruges overført om en gerrig og hensynsløs person, jævnfør hyæne og grib.

Se også hyæne og grib.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig