TYR/TYREFÆGTNING

.

Tyr og tyrefægtning, Tyren forbindes med styrke, virilitet, vildskab og brutalitet. I religionerne er der en udbredt dyrkelse af dens frugtbarhed, fx i fremstillingen af Ba'al som tyrekalv, den egyptiske Apis-tyr som symbol for Osiris, tyren som attribut for fx Zeus, og Nandi-tyren/-kalven som ledsager for den indiske gud Shiva. Hulemalerier tyder på en meget tidlig dyrkelse. Tyren har også været brugt som offerdyr, fx i Kybelekultens taurobolier, hvor dens blod skulle flyde på initianden, jævnfør også tyredrabet i romerrigets Mithrakult. I minoisk kult brugtes tyren til overspringsdans, og det kultiske element er i hvert fald delvis overvintret i moderne tyrefægtning. Fra den minoiske kultur stammer også myten om Minotauros i Labyrinten.

I nordisk folketradition findes sagnet om orm og tyr, hvor en tyr dræber en slange, der har lagt sig om kirken, og selv dræbes af den. Dette sagn har mindelser om Thors kamp mod Midgårdsormen fra nordisk mytologi, men nu placeret i en kristen kontekst, et motiv Martin A. Hansen udnytter i sin store bog om mødet mellem hedenskab og kristendom i det gamle Norden, Orm og Tyr, 1952.

En stærk novelle af Cecil Bødker hedder “Tyren”, 1961, en fantasiblandet fortælling om en mors frygt for en tyrs overfald på hendes børn. Tyrefægtning er en slags lakmusprøve på, hvad mennesket kan holde ud at se på, og inspiration til en lang række litterære highlights, kulminerende med Ernest Hemingways indsigtsfulde Døden kommer om eftermiddagen, 1932. I dansk litteratur er en perlerække af sansestærke skildringer: H.C. Andersen, Johannes V. Jensen, Martin Andersen Nexø, Tom Kristensen, Klaus Rifbjerg, Bo Green Jensen, Christina Hesselholdt (en bog derom nævnes efter artiklen). Sanserne er rødglødende, men af forskellige årsager: Fra forfærdelse over slagteriet til nærmest rituel rus. Hemingway og Rifbjerg har sat sig så nøje ind i alle detaljer omkring tyrefægtningen, at deres bidrag har karakter af kenderens, aficionados, saglige lidenskab. En livslang optagethed af tyrefægtning ses i de talløse motiver i Pablo Picassos kunst, fra spanske arenaer, men også lagt ind i et mediterrant-mytisk plan, hvor kunstneren selv undertiden er Minotauros i sine drifters vold.

Tyrefægtningen må karakteriseres som et ritual, en kamp på liv og død mellem mand og tyr i en arena med gult sand, delt i ubarmhjertig sol og nådig skygge, sol o sombre, med hele byen som publikum, inklusive borgmester og andre honoratiores, og komponeret i tre dele, der følger den klassiske rites struktur. Det er en leg, en dans, en koreografi af en kamp på liv og død. Tyren er kaos, der skal mødes og besejres, for at verden kan bestå.

Overført kan “tyr” bruges om en olm og gejl mandsperson, “sådan en bytyr”, der meget vel kan være udstyret med en “tyrenakke”. Man kan “løbe hornene af sig”. “At tage tyren ved hornene” betyder at gå lige til sagen. Tyren er også et stjernetegn og en person født mellem 21. apr. og 21. maj.

Litt.: Keld B. Jessen, Steffen Hejlskov Larsen og Mogens Frølund, Mand og Tyr, 1982. Kasper Kloch, En rejse i tyrefægtningens fodspor, 2010.

Se også Minotauros og ko.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig