ulv

© Finn Stefánsson

ULV. Plakat til OL i Rom 1960 med Roms klassiske symbol: Ulvinden, der dier Romulus og Remus, med udgangspunkt i den berømte skulptur på Capitol i Rom.

ulv, forbindes med det farlige, den utæmmede drift, det aggressive og fjendtlige. Som dæmonisk magt optræder den fx i nordisk mytologi som Fenrisulven, der skønt bundet af stærke lænker bider hånden af guden Tyr, og som ved Ragnarok kæmper mod og dræber Odin, sluger Solen, men selv dræbes af Odins søn. N.F.S. Grundtvig brugte udtrykket “dødbideri” om Fenrisulvens bid, et ord, der overført betyder åndløshed, sløvhed og materialisme.

Dæmonisk er ulven også i den kristne tradition, hvor den bruges som kontrast til det uskyldige lam, et træk der genfindes i fabellitteratur med Æsops fabel om hyrdedrengen, der keder sig og på skrømt råber: Ulven kommer. Den kommer ikke, heller ikke næste gang han råber; men tredje gang kommer den og dræber hans får, og ingen kommer ham til hjælp, fordi man tror, det igen er falsk alarm.

Og i folketraditionens forestilling om en mand, der forvandles til en ulv, en såkaldt varulv (“mand-ulv”). Den forvandlede mand har ulvens grusomhed som karakteregenskab. Varulvetroen var udbredt i det meste af Europa. Forvandlingen til varulv kan foregå for en tid eller varigt. I Egils Saga er Egils far, Kveld-Ulf, en ulv om aftenen og sig selv næste morgen. I Aksel Sandemoses roman Varulven, 1958, bruger forfatteren motivet om sin hovedpersons hjemsøgelser og fortrængninger af fortiden og citerer herunder en gammel varulvevise fra den folkelige tradition.

Dæmonisk er så sandelig også ulven i folkeeventyret “Rødhætte”: Ulven, som Rødhætte først ikke er bange for, “da hun ikke vidste, hvad for et slemt dyr det var”, sluger hendes syge bedstemor og iklæder sig hendes tøj og sluger Rødhætte, da hun kommer til bedstemoren med kager og vin. Men, i Grimms version klipper en jæger dens mave op og redder de to. Klassisk gys: skønheden og den barnlige uskyld over for udyrets grove (seksuelle) appetit.

© Gyldendals Billedarkiv

ULV Gustave Dorés tegning, 1882, til Perrault-versionen af eventyret “Rødhætte”, hvor eventyret ender barsk med, at ulven kaster sig over bedstemor. En anden tegning af Doré til eventyret viser Rødhætte, der helt troskyldigt møder den vældige ulv.

Men ulven kan også tillægges positive sider, fx i sagnet om Roms grundlæggere, Romulus og Remus, der dier en ulvinde. Også i Indien er det moderlige, opfostrende aspekt ved ulven understreget i folkloren. Hos de nordamerikanske indianere er ulven et dansesymbol og optræder i fortællinger sammen med coyoten. Ifølge en legende formåede Frans af Assisi at tæmme en ulv.

Ulven indgår i en række bevingede ord, fx “Ulv i fåreklæder” (efter Matt. 7, 15), “Ulven skal græsse med lammet” (fra Esajas 65, 25, i en beskrivelse af messiasrigets paradisiske tilstand), “Mennesket er som en ulv mod et andet menneske” (bedst kendt i den latinske form homo homini lupus), et udtryk der stammer fra en komedie af den romerske forfatter Plautus, og som i den oprindelige kontekst ikke har den nuværende misantropiske klang. “Ulvetider” kaldes en periode med stor usikkerhed; måske vil et udtryk som “Ulv i ulvetider”, brugt på det seneste, en dag få status som bevinget ord. “Ulvetimen” betegner den hektiske tid for børnefamilier sidst på eftermiddagen eller den sidste del af natten, hvor en person ligger søvnløs eller har mareridt; Vargtimmen (“Ulvetime”) er titlen på Ingmar Bergmans film fra 1968, hvor det drejer sig om timen mellem nat og gry, utæmmede kræfter, dødens gru. “Ensom ulv” kan en enspænder kaldes. “Den store stygge ulv”, oprindelig figur hos Disney, bruges om en person, der bringer ulykker. Den engelske by Wolverhampton rummer ulvens navn, og byens fodboldklub kaldes “The Wolves” (Ulvene); “Ulvene” er også kælenavnet for fodboldklubben FC Midtjylland (i gråbrune spilledragter). “Ulveunger” hedder helt unge spejdere.

Litt.: Holbek og Piø, Fabeldyr og sagnfolk, 1967, s. 165-75 (om varulven).

Artiklen ulv er en del af Symbolleksikon; en bog med ca. 1400 opslag på over 600 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk