drage

Drage, Drage. I bogen Lysgrænsen, 2007, om et langt forløb i psykoanalyse bruger Katrine Marie Guldager et sted dette billede: “det ubevidstes små giftige dragepust”. Billedet trækker på fabeldyrets gængse placering: i dybet, underverdenen, inde i bjerget, vogtende den store skat og pustende edder mod den, der søger at nærme sig. Men viser også, at dragen “i virkeligheden” opholder sig i den enkelte persons psyke, hvis skatte det er vanskeligt at befri og trække frem i bevidst og brugbar stand.

Dragen er et væsen med udbredt forekomst i religioner, folketro og folkelitteratur; den bekæmpes af guder, helte og helgener. Den skildres som en slange med fødder eller som en øgle, men i overstørrelse, og den kan være udstyret med flere hoveder, der spyr edder (gift) og ild. Den kan bevæge sig i alle elementer, bl.a. flyve (jævnfør legetøjet “en drage”). I myter symboliserer den urtidens kaos, som guderne skal dræbe, spalte, for at skabe kosmos. Kosmos opstår netop af denne spaltning, og dragens dele kan bruges som byggeelementer. Som eksempel kan nævnes dragen Tiamat i babylonisk-assyrisk mytologi; den dræbes af guden Marduk. Elementer af denne kamp indgår også i nytolkning i GTs skabelsesberetning og i forestillingen om havuhyret Leviathan, som Jahve må kæmpe med.

I græsk mytologi kæmper Apollon mod dragen Python, der lægger sig i en ring om helligstedet Delfi, og Herakles kæmper mod den mangehovedede Hydra. I nordisk mytologi kæmper dæmondræberen Thor til stadighed mod Midgårdsormen, der kan lægge sig hele vejen omkring Jorden. I det oldengelske heltedigt Bjovulf beskrives kampe mellem helten Bjovulf og uhyret Grendel, Grendels mor og en drage. Som det ofte skildres, dør helten selv i den dyst, hvor dragen dræbes. Dragedræberen par excellence i nordisk sammenhæng er Sigurd Fafnersbane, dvs. Sigurd, der dræber dragen Fafner. Fafner vogter skatten, og da Sigurd dræber dragen, fortærer han dens hjerte og kan herefter forstå fuglenes sprog, dvs. at han har fået magiske evner og visdom. Sigurd minder om kristen middelalders store dragedræber Sankt Georg eller Sankt Jørgen; i kristendommen blev dragen tidligt (allerede i Johs. Åb. kap. 12-13, hvor ærkeengelen Mikael kæmper) identificeret med Djævelen.

I folkelitteraturen er der talrige eksempler på, at prinsessen er taget til fange af en drage og kun kan befris af den sande helt, fx eventyret “Prinsessen på glasbjerget”.

Der er eksempler på, at dragen kan være ondtafværgende, fx på de “dragehoveder”, som vikingeskibe var forsynet med. I vikingetiden og i tidlig kristen kunst – og som en efterligning i nationalromantikken – var en form for ornamentering med drageslyng (eller dyreslyng) udbredt; måske kan man også kalde den ene side af den store Jellingsten en dragefigur. På en måde er dragen under alle omstændigheder dobbeltsymbolsk, idet den er forudsætningen for verden og knyttet til de dybeste lag i psyken. Den er grundstoffet for tilværelsen: Uden kaos intet kosmos, uden skattevogter ingen helt, uden søgen efter selvets gyldne slangering intet menneske. At slå dragen ihjel og vinde prinsessen og det halve kongerige er også at finde og vinde sig selv.

Dragen er et centralt symbol i kinesisk religion og kunst. Den er bl.a. symbol for kejseren og for universet, for regn, frugtbarhed og lykke. Den kan være særdeles komplekst opbygget, af op til ni dyr. Den bruges i udbredt grad som udsmykning, med beskyttende symbolik, på tempeltage, dragter og kunsthåndværk. Der afholdes overalt i Kina på digteren Qu Yuans (d. 278 f.v.t.) fødselsdag dragebådsfestivaler, bl.a. til minde om hans druknedød. Ved andre fester udstyres kultdeltagere med dragekroppe, som i lange serpentiner snor sig gennem de festoplyste gader. I Kina og andre dele af Fjernøsten med kinesisk indflydelse er leg med papirdrager overordentlig populær og bl.a. knyttet til bestemte festdage.

Blandt computeræraens populære rollespil er Dungeons and Dragons, et fantasyspil med drager og dystre fangekældre (eng. dungeon betyder fangekælder), hvor brugeren selv kan spille den gysende helt i mødet med dybets arketype.

Litt.: Fabeldyr og sagnfolk, 1967, s. 359-411.